Djevlen og hans Aander, til hvilke Jetter og de fleste andre overnaturlige Væsener bleve henregnede[1].
Istedetfor at svække denne Overtro som saa megen anden Vildfarelse, lod den lutherske Reformation den staae upaaanket, ja Troen paa Djevlen og hans Engle (det fælleds Navn for de overnaturlige Væsener) samt deres Indflydelse saavel paa Menneskene som paa den hele Natur, synes endog at være bleven oplivet. Processer mod Hexer, Forskrivelser til Fanden o. s. v. hørte længe til Dagens Orden.
Vel blev det anseet for Ugudelighed at have noget med de Underjordiske og andre saadanne „Smaadjevle“[2] at bestille; men det raae og overtroiske Folk maatte have Nogle, som de kunde raadspørge, og da de reformerte Prester ivrigen havde ødelagt de katholske Helgener, Reliqvier o. s. v., maatte Overtroen hemmeligen tye hen til deres hedenske Venner, de Underjordiske, Nisser o. s. v., hvis Yndest de stræbte at erhverve, eller hvis Had de søgte at afværge ved Offre, der bragtes i hule Træer, i Lunde, under ærværdige store Stene eller paa Loven, om Thorsdagsqveld og Høitidsaftener.
De friere Ideer, som mod Slutningen af forrige Aarhundrede begyndte at blive almindeligere, og den tiltagende Oplysning, der i senere Tider i flere Henseender har yttret sig, har meget bidraget til at svække Troen paa de over-
- ↑ Edda oversat ved F. Magnusen 2, 94.
- ↑ „Djevlen har mange Staldbrødre, som ere sande Spøgelser, som Elleqvinder og Ellemænd, Dverge, Vetter, Natravne, Jordmaalere med gloende Ildstænger, Gjenfærd, som lade sig tilsyne mod Folk skal døe. Disse ere Djevle allesammen. End er der nogle, som tale om Varulve; er og et Slags Spøgelser. Hans Lauridssens Sjelebog 1587.“ Hesperus 7, 514.
