naturlige Væsener. Paa flere Steder ere Sagn om dem allerede gangne i Forglemmelse, paa andre mindes man dem kun som lystige Eventyr, eller fortæller dem for at skremme Børn; men atter paa andre Steder, og blandt de mindre oplyste og mere overtroiske Bønder, findes der Mange, der ere overtydede om Tilværelsen af disse mythiske Væsener, der spillede en saa vigtig Rolle i deres Fædres og egen Barndoms Indbildning. – De selv, eller sedvanligere en Faster eller Moster, en Fader eller Moder, have seet de underjordiske og deres Hunde og Kjør, hørt deres herlige Musik, kjendt Folk, der have været indtagne i Fjelde, eller faaet deres smaa Børn ombyttede med de Underjordiskes[1]. De Steder, hvor saadanne Væsener menes at have deres Tilhold, ansees endnu paa nogle Steder for hellige: Ingen overtroisk Bonde, der har sin Sundhed og sin Eiendom kjer, tør vove at røre ved en „Vettehaug, et Butræ, eller Thunbede,“ hvorved de usynlige færdes; nei tvertimod forat de ei i Vrede skulde reise deres Vei og tage Gaardens Lykke med, opvarter man dem
- ↑ Det kan i Grunden ei undre os saameget, at Troen paa de Underjordiske endnu blandt uoplyste Bønder finder Tilhængere, naar vi høre, at der neppe er 100 Aar siden lærde Folk disputerede, om de Underjordiske vare skabte af Gud, om de vare Præadamiter, om de kunne have Omgang med Mennesker o. s. v. Herman Ruge, Prest til Slidre 1754, meente saaledes f. Ex. i sine fornuftige Tanker over adskillige curiøse Materier, „at de underjordiske saa at sige udgjøre Grændseskjellet mellem Dyr og Mennesker!“
Troen paa Børns Ombytning var før mere almindelig end nu, skjønt enkelte vanskabte og dumme Børn eller saadanne, som have den engelske Syge, endnu ansees for at være og kaldes Byttinger. Den nævnte Ruge har helliget dem et heelt Capitel (det 3de), og anfører som et gammelt Raad mod saadanne Børn „at den Moder, der har været saa ulyk-
