186
at udrydde. I de Dage fandtes der i Kirken mange Helgenbilleder, som Almuen efter gammel Skik tilbad; men for at tilintetgjøre sligt Afguderi, kastede han dem i Undalselven, paa det at de skulde flyde bort med Strømmen. En Bondemand fra Gaarden Syrdal, som just var ude at liste paa Svinøerfjorden, blev høist forbauset ved at see sin Afgud komme flydende til sig paa Vandet. Han tog strax Billedet op, og bragte det i Stilhed hjem, hvor han beholdt det hemmelig hos sig og ydede det Tilbedelse i lang Tid, førend det blev bekjendt og af Presten afstraffet. Nogle lægge til, at Billedet var af Guld; men at det formedelst dets Hellighed flød. En anden Sag, der ogsaa lever i Folkesagn, havde nær bragt Claussan i stor Ulykke. Han havde enten solgt eller bortbyttet en Hest til en Fjeldmand, der fandt sig misfornøiet med Handelen, og derfor gjorde flere Forsøg paa at faae Presten til at tage Hesten tibage, men forgjeves; Fjeldmanden blev opbragt, Presten ligesaa, og det kom saa vidt, at Bonden maatte rømme med Hesten over Undalselven til Gaarden Vigeland. Her, hvor Bonden troede sig i Sikkerhed, brugte han atter store Ord og raabte, at han skulde binde den usle Hest ved Aabredden, Presten til Vanære. Clausson, der var en hidsig Mand og en god Skytte, gik ind i Prestegaarden efter sin Rifle, skjød over og traf Bonden, som blev liggende død paa Stedet. Claussøn blev derpaa sagsøgt og ved Underretten dømt fra Livet; men da han som Prest var fri for Heftelse, og havde indanket sin Sag til en Herredag i Bergen, begav han sig ud til Lindesnes for at vente paa Kongejagten. Under Ventningen reiser han ud at fiske; han faaer en usedvanlig Helleflyndre og treffer strax efter paa Kongejagten. Presten gaaer ukjendt ombord og frembyder sin Fisk for Kronprindsen, som var der for at reise til Herredagen. Saavel Kronprindsen som hans Følge blev meget forundret over Fisken, hvis Lige de aldrig havde seet, og da de spurgte, hvilken Belønning han fordrede for den, svarede han: „Intet; men tænk, o Her-
