188
skue hans Tempel, Ps. XXVII. Forkast mig ikke i min Alderdom,
forlad mig ikke, naar jeg bliver skrøbelig Ps. LXXI. Anno
1608 in Julio.“ Af Fortalen til Pontoppidans naturlige
Historie seer man, at Peder Clausson, foruden sin Norges Beskrivelse,
ogsaa havde forfattet „de norske Dyrs Historie,“ som
han ogsaa sendte sin lærde Ven Dr. M. Worm i Kjøbenhavn
til Gjennemsyn. Ved hans Død kom Manuskriptet i Thomas
Bartolins Hender, med hvis Gaard det opbrændte.
Worm anfører: Petri Undalini fragmenta historiæ animalium Norv. MSS, qvæ penes me sunt, i hans Traktat „de mure Norv.“
„Hr. Zinklar drog over salten Hav,
Til Norrig hans Cours monne stande;
Blandt Gubbrands Klipper han fandt sin Grav,
Der vanked saa blodig en Pande.“
Da Hr. Sinklar med sine Skotter August 1612 kom seilende ind af Romsdalsfjorden, laa Bonden Ivar Helland fra Vestnes Sogn ude paa Fjorden og fiskede og havde kun med sig i Baaden sin Datter, et halvvoxent Pigebarn, for at andøve (ɔ: holde paa Aarerne). Skotterne opsnappede dem og nødte begge til at gaae ombord. Da det forskrækkede Pigebarn græd gave, Skotterne hende en Sølvfingerbøl og en Sax med Sølvhaandfang og sendte hende derpaa iland igjen. Ivar derimod maatte blive for at lodse dem ind ad Fjorden til Væblungsnesset. Da han kom til Klungeneshammeren, der siden kaldes Skottehammeren, ¼ Miil fra Væblungsnesset, erklærede han, at Fartøiet ei kunde flyde længere ind. Paa Klungenes boede paa den Tid en Mand, som hedte Peder. Ham fik Skotterne nu fat paa og tvang ham til at være deres Veivi-
