218
I Simadal ved Eidsfjorden i Hardanger boede langt tilbage i Tiden rike Rakna, saa kaldet, fordi hun eiede korngode Gaarde i Dalen og Fæbeite paa Fjeldet for talrige Flokke af Storkveg og Smaler. Giftige Tunger gave hende og Klengenavnet „ille Rakna,“ fordi hun var ilsindet og ond af Gemyt. Hun kunde derfor ei heller forliges med sin Mand. En Dag skulde Rakna over Fjorden til Haatlonastølen. Hendes Husbond var med i Baaden. Nu fortælle Nogle, at der opstod en Tvist, som endtes med formeligt Slagsmaal, hvorpaa Rakna, der i Kræfter var sin Mand langt overlegen, slængte ham fra Baaden hen paa et lidet af Søen fremstikkende Skjer, men selv roede hun videre hen over Fjorden. Andre berette, at hun var paa en Handelsreise til Eidsfjord; men da hendes Mand var forfalden til stærk Drik, vovede hun ikke at bringe ham med paa Markedspladsen, men satte ham af paa et Skjer underveis forat modtage ham igjen paa Tilbageveien. Et Uveir brød imidlertid løs. Stormene rasede, Søen gik høit og en fraadende Bølge, som slog hen over Skjeret, rev Husbonden med sig. Rakna slap vel derfra med Livet, men da hun nærmede sig Hjemmet, saa hun, at den Fjeldbæk, som fra hendes Sæter styrtede ud over den bratte Fjeldvæg, var opsvulmet og havde ført med sig tilhavs baade Stølen og alle hendes Smørlaup. Bækken kaldes derfor endnu Smørbækken. Ragna skal have levet lang Tid derefter; men om det end lykkedes hende at skjule sin Udaad og undgaae sin fortjente Straf, blev hun dog plaget af Samvittighedsnag og Tungsind. For at udsone sin Brede byggede hun Eidsfjords Kirke, lod lægge kostbar udhuggen Marmorsteen over sin af Fjorden opfiskede Husbonds Lig, skriftede sin Udaad i Dødens Stund, og hensov i Angest for en lang og piinlig Skjersild.
