222
Fogden til Ansvar. Der opstod i denne Anledning en farlig
Tumult paa Thinge, som Presten formedelst sin Aandsnærværelse,
og den Agtelse, han stod i hos Menigheden, letteligen
stillede. Sagnet fortæller, at Engelstrup skal have været en anseelig
høi og før Mand, hvilket ogsaa kan skjønnes af hans
Portrait, som er opbevaret i Choret i Aalls Hovedkirke. Han
skal have forenet sjelden Klogskab og Sindighed med stor Legemsstyrke,
hvilken sidste Egenskab var hartad nødvendig i fordums
Tid for enhver Embedsmand, som blev ansat i Norges
Fjeldbygder. Han skal tillige have været retsindig og nidkjer i
sit Embede. Ved sin Kaldsiver paadrog han sig i Begyndelsen
Manges Uvenskab, der gik saa vidt, at trende Bønder lagde sig
i Veien for ham i en øde Skov for at tage ham af Dage.
Endskjønt han var alene slog han Stimændene paa Flugten og
slap letteligen fra dette Møde med et Hug over det høire Kind,
hvor han beholdt et vældigt Ar. Dette sees paa Maleriet i
Kirken, og kunde endnu for en Deel Aar siden tydeligen spores
paa hans Liig, der er nedsat under Kirkegulvet.
Paa Oure Prestegaard paa Nordmør boede for et Par Aarhundreder siden en Prest, Hr. Laurits Krabbe, som havde en Datter Susanne. Overmodig tog hun en Dag sin Guldring af Fingeren og slængte den fra Bryggen ud i Søen med de Ord: „Ligesaa umuligt som det er for mig at faae Ringen igjen, saa umuligt er det og for mig at blive fattig.
Nogle Dage derefter kom en af Gaardens Husmænd med fersk Fisk til Prestegaarden, og i en af Fiskene blev Ringen funden. Det onde Varsel gik ogsaa i Opfyldelse. Susanne, som blev gift med en Borgermester i Throndhjem, kom i sin Alderdom tilbage til Oure, og boede i største Fattigdom paa Husmandspladsen Skibshavnen, hvor hun ikke havde andet at leve af end Renterne af en liden Capital, som hendes Bedstefader havde givet til Sognets Fattige.
