228
Anm. Som Beviis for dette Sagns Sandhed anføre Bønderne, at de Elve, som rinde fra denne Fond, ofte have medført tilhuggede Stokke, gamle Fade o. s. v.[1]. (Pontoppidans Norges naturlige Historie 1, 49. Schnabels Hardangers Beskr. 45. Samlinger til den danske Historie 2, 3. 39). Peder Claussøn S. 65 og Ramus S. 133 kalder Bræen Fuglesang. formedelst den Mængde Smaafugle, som opholde sig i Snerevnerne. Nogle mene, at disse Fugle kun er Fygesne i Solskin. Andre, at derved menes de hvidspraglede Fjeldspurve, der opholde sig paa de høieste Fjelde, og ofte om Vaaren i store Flokke tye ned til Gaardene ved Søen. Navnet Fuglefonden er udentvivl en Forvanskning af Foglefonden. Om denne mærkelige Snebræ see Kraft 4, 580.
Mellem Snefjeldene Jøkulen og Fagre-Faani i Sillejord i Øvrethelemarlen findes en lignende Snebræ, hvorunder en Elv gaaer, der efter Sagnet medfører Træ af Hustage o. m. som Beviis paa, at en Bygd ligger begraven under den evige Sne. (Willes Beskr. over Sillejord S. 61).
To Mile fra Rødø i Nordlandene ligger en stor Snebræ, som kaldes Fongfjordsbræen og efter Sagnet skylder en Finn sin Oprindelse. Paa Rødø opholdt sig i gamle Dage en Finn, der enten for sine Troldkunster eller anden Ugjerning blev forjaget. Forbittret drog han op paa de svenske Grændsefjelde, hvor han af en troldkyndig Lap blev overladt et Par Ganfluer. Med disse begav han sig strax paa Tilbageveien for at ødelægge hele Rødøen; men til Lykke vilde Finnen underveis see til sine Fluer. Aldrig saasnart havde han lukket op den Æske, hvori de vare indesluttede, saa fløi de ud, og see – den Snefond,
- ↑ N. N. Herzberg søger i Budst. for 1817, S. 719, at forklare de Melkekoller, Bytter og andet Husgeraad, som Sagnene omtale, af de Gaarde, som i gamle Dage ved Sneskrid ere gangne under og blevne begravne, da han antager Sagnet for ligesaa ugrundet som det, „at man endnu hører Hanen gale under Snebræen.“
