Vetter; thi de beskrives som voxne og graaklædte med sorte Hatte. Deres store og fede Kjør græsse, skjønt usynlige, blandt Indbyggernes. Dog faaer man stundom Øie saavel paa dem som paa deres Hunde. De ere Elskere af christne Qvinder, saavelsom af disses Børn, hvilke de ombytte med deres egne. (Landts Beskr. over Færøerne S. 447)[1].
I Sverige har Almuen omtrent lignende Begreber om de Underjordiske („Høgfolket“), der forelske sig i Folk, forføre dem o. s. v. Om deres Oprindelse har man endnu det særegne Sagn, at de ere faldne Engle; thi da Gud nedstyrtede Lucifers Tilhængere fra Himlen, faldt de ikke alle lige ned i Helvede, men nogle paa Jorden eller i Havet. De, som faldt ned i Skovene, bleve Skovtrolde eller Skovsnufvor; de, som faldt ned i de grønne Marker eller Lunde, Vetter eller Lysgubber; de, der bleve kastede ned i Søer eller Vande, bleve til Nächer, og de, som faldt under Huse, bleve Tomtegubbar, og i Træer, Elfvar[2]. „Et interessant Mellemslags mellem Lys-og Svartalfer,“ siger Gejer (i de svenske Folkeviser 3, 158), „er høgfol-
- ↑ I Færoa reserata 1673 stræber Forfatteren, Lucas Debes, med mange Exempler at bevise, at de Underjordiske „lade sig see udi udvortes og legemlig Skikkelse – at de have deres Boliger udi Bjerge, udi Gruber og Huler, øde og tørre Steder,“ hvilket ogsaa vores fornemste Theologus D. Jesper Brochmand lærer udi sit systemate theologica – „at de ville misbruge Menneskene til Utugt“ o. s. v.
- ↑ Sammenlign Linnæi gothländska Resa 312, Westerdahl om Svenska Allmogens Sinnelag og Magnusens Eddalære 3, 330. Hermed fortjener desuden at sammenlignes, hvad Hans Lauridsen i sin Sjelebog, trykt 1587, S. 20 siger: „Da Lucifer med sine Engle, eller den gamle Slange, som kaldes Djevlen eller Satanas, blev, som vi have hørt af Aabenbaringens Bog,
