vetter, medens vi i „Wichte eller Wichtlein,“ der ligne gamle smaa Mænd med langt Skjeg, og bebude Ulykke og Død, maaskee kunne gjenkjende vore Uvetter eller Drauger. De tydske Underjordiske adskille sig fra de skandinaviske Brødre deri, at de med deres menneskelige Naboer have antaget hen rette Tro, hvilket ei er Tilfælde med disse, og at de stundom vandre ud, hvorom man idetmindste i Norge aldrig hører tale. (Der Brüder Grimm deutsche Sagen; des deutschen Mittelalters Volksglauben von Dobeneck).
Skandinaviens underjordiske og Tydsklands Dverge gjenfinde vi i England under Benævnelsen Fairies[1] (forhen Elves), hvilke dog nu mere ere Digternes end Folkets Eiendom. De inddeles i 2 Slags: landlige, der boe i Skove og Bjerge, og Husaander, der benævnes Hobgoblins eller Robin Goodfellows, der svare til vore Nisser. „The fairies,“ siger Dronning Elisabeths Samtidige, den lærde Reginal Scot, „boe i Bjerge og Høie,
- ↑ Benævnelsen „fairies“ eller Feer skal være en Fordreielse af Persernes Peris, som Araberne, der ei have Bogstavet P, skrev Feris, hvilket Navn og Begreb ved Korstogene kom til Europa, hvor flere af dem som Perien Mergian, under Navn af Mourgue la Faye, Fata Morgana o. m. figurere i Ridderromanerne og Provençalernes Sange. Disse forføriske Feer bleve i England til de smaa Elfer, uden, som tildeels i Skotland, at antage de nordiske Dverges haarde Omrids. Perserne havde, foruden de ætheriske, gode Peris, de heslige, onde Dives, der vare udrustede med Horn, Kløer og en lang Hale. Til denne Classe af Væsener kan og henregnes Jødernes Schedim (Deutr. 32, 17), der efter Talmud nedstamme fra Adam, som, efter at hade nydt af Kundskabstræet, var 130 Aar i det, og der fik Børn i sit Billede. De adskille sig fra Menneskene derved, at de ere usynlige, have Vinger og see ind i Fremtiden; og fra Aanderne derved, at de spise, drikke, avle Børn og døe.
