Dands, indtage Folk i deres-Bjerge og Høie, og spise og drikke det samme som Menneskene, hvorfor de stundom stjele sig til at malke Indbyggernes Kjør; men, kan man da overraske dem og slaae Kors, saa maae de flye og lade se Kobberkar, hvori de have malket, i Stikken. De ombytte gjerne Christnes Børn med deres egne, der kaldes Changelings (Byttinger) og ere „gapping idiots, (Hibberts discription of Shetlands islands).
De finske Stammer kjende baade Dverge og Nisser (para) Nær under Jordens Skorpe og i hellige Bjerge troe saaledes de norske Lapper, at der boe Væsener, som ligne Lapperne og drive samme Næring, men nyde en større Lyksalighed, ere rigere og mere bevandrede i Trolddom og Runekunster. De kaldes Saivo-Olmak, og omgaaes stundom med Menneskene, som de beholde hele Uger hos sig, og beverte med Tobak og Brændeviin. De hade mange Dyr, ja selv Kirker som ligne Nordmændenes. Grønlænderne mene, at deres smaa Innuarolit boe i Klipper, smede ypperlige Vaaben og gjøre fortræffelige Bøsser (Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper, Tillæg S. 23. F. Magnusens Eddalære 2, 46).
Blandt de slaviske.Folk troe Russerne paa Skovjomfruer, Rusalki, der have grønt Haar og en skjøn Skabning; og i de serbiske Skove og Fjelde færdes et luftigt Væsen, der kaldes Wila, der er hurtig og skjøn og mægtig, men ofte skadefro og hevngjerrig. I de serbiske Folkesange fremtræder hun ogsaa som Spaakvinde og Læge, og stundom bringer hun kraftig Hjelp i Farens Stund til den Helt, hun elsker. (Volkslieder der Serben von Talvi[1]).
- ↑ „Die Fantasie der Serben bevölkert mit diesen luftigen Wesen
