regne det for en ædel Egenskab, at dets Histories Dag har Morgen- og Aften-Dæmring af Sagn.“ I flere af de i denne Samling meddeelte historiske Sagn findes ikke aldeles uvigtige Bidrag, der stadfæste, oplyse og supplere Historiens Vidnesbyrd og charakterisere de svundne Tider.
5. Vil man maaskee indrømme, at en Samling af Sagn har nogen local Interesse ei alene for de Folk, der boe paa de Steder, hvor Sagnet skal have tildraget sig eller hvor det endnu lyder; men selv for den Fremmede og Reisende, der ved en Sagn-Samling bliver gjort opmærksom paa, at et saadant Sagn existerer, og derved faaer Anledning til at forhøre sig om samme og da nyde den Fornøielse, som den naive, mundtlige Fortælling paa Stedet selv stedse medfører.
6. Endelig vil en Sagn-Samling maaskee blive Børn en kjer og, under Forældrenes Veiledning, uskadelig Morskabslæsning og en velkommen Erstatning for de kjere Eventyr, der deels mere og mere forsvinde, deels meddeles dem uden Valg og uden Forklaring, og desuden stundom ere vel massive.
Bliver det ved ethvert Værk i Almindelighed et vigtigt Spørgsmaal,
om Forfatteren baade har kunnet og villet være sanddru, saa
bliver det endnu mere ved en Samling af Sagn; thi her har Læseren
ingen anden Hjemmel, end Udgiverens Troværdighed[1]. For
saavidt, at de meddeelte Sagn tilforn ere blevne trykte, kan der vel
holdes en Slags Control, skjønt det ofte hender, at det samme Sagn
fortælles paa forskjellige Maader, i det enten enkelte Omstændigheder
udelades, andre tillægges, og flere Sagn sammenblandes; men
hvor der staaer: „Meddeelt eller Mundtligt.“ har man oftest ingen
anden Borgen end Samlerens Troværdighed. Den Paastand at
hvad Samleren har hørt, maa ogsaa Andre kunne faae at høre,
gjelder unegtelig om saadanne Sagn, hvorved Mindet om en Daad,
der kan tjene Egnen til Heden, er forbundet, eller som er knyttet til
en iøinefaldende Gjenstand, som en Høi, et Fjeld o. s. v., i det
Hele om mærkelige historiske Sagn; men aldeles ikke om andre, og
- ↑ En anonym og mig ubekjendt Anmelder af denne Sagnsamlings første Udgave i Skiens Ugeblad 1835 No. 16–24 yttrer: „Mange af de Sagn, som findes i Bogen, har Indsenderen hørt, deels i sin Barndom og deels paa sine Reiser i Oplandene „og det ganske saaledes, som Hr. Faye har opgivet dem.“
