vedet og red sin Vei med Hornet; men lige indtil 9de Led fik hans Afkom til Straf et Meen eller Bræk paa Legemet, som Troldet truede med. Dette Horn, der siden længe bevaredes paa Halsteensgaard i Aal, tog 2½ Pot og var beslaaet med en 3 Tommer bred, stærk forgyldt Kobberring, hvorpaa med gammel Munkeskrift stod: melchior, baltazar, caspar. Midt paa var en liden forgyldt Kobberplade, hvori en oval Chrystal var indfattet. (Top. Journal 30, 182).
I Norge findes flere lignende Sagn. G. Schøning beretter i sin Reise gjennem Gudbrandsdalen (Budst. 2 Aargang 601) om en Bonde, der slog Drikken ud, som en Underjordisk rakte ham, men beholdt Hornet, hvilket længe opbevaredes paa Gaarden Skarphool. Lignende Sagn ere almindelige i Sverige og Danmark. See Afzelius 2, 159 og Danmarks Folkesagn ved Thiele 2, 232.
„De vare syv og hundrede Trolde.
De vare baade grumme og lede.
De vilde gjøre Bonden et Gjesteri,
Med hannem baade drikke og æde.“
Eline af Villenskov.
En Bonde i Bahus holdt engang sin Datters Bryllup; Bordet var allerede dækket og Maden indbaaren; men inden Gjesterne havde taget Sæde, var Alt opædt. Da Verten kom ind og fik dette at see, sagde han: ”Nu har Håle været her og opædt al Maden.” Han lod derpaa indbære anden Mad, som Gjesterne strax begyndte at spise; men hvormeget de spiste, gik der dog mere Mad til, end de fortærede. Nu stod ved Døren en gammel Rytter, som kunde mere end de Andre. Da han hørte, hvor det smattede ved Bordet, ligesom om Griser vare tilstede, besteg han sin Hest og red hen til et nærliggende Bjerg, hvor han bankede. paa. Fjeldet aabnedes, og Rytteren sagde til den, der boede i Bjerget: ”Laan mig din Hue; du skal faae min igjen.” Saadan Hue kaldes Uddehat og gjør den usynlig som har den paa. Bjerggubben svarede: ”Du kan nok
