30
faae den; men du skal love mig, at skaffe mig den tilbage
inden Solen gaaer ned.“ Som sagt saa gjort. Rytteren
hastede hjem til Bryllupsgaarden, hvor han nu saa, at der
mellem hver Gjest sad to Trolde, som toge af Fadene med
begge Hænder og aade af Hjertens Lyst. Han greb nu
mat til sin Pisk, slog de Snyltegjester saa haardt over
Fingrene, at de tabte Lyst til at stikke Haand i Fad, og
kjørte dem derpaa hovedkulds ud af Bryllupsstuen. Han
tog nu af sig Bjerggubbens Hue, som hidindtil havde gjort
ham usynlig for Folk, og udbrød: ”hidindtil har Fanden spist
med Jer; men seet nu Maden frem igjen, saa vil jeg gjøre
Eder Selskab.” De gjorde saa, spiste i Fred og havde endog
Mad tilovers. Da det led mod Aftenen satte Rytteren sig
igjen paa sin Hest, og red til Bjerget. Her kastede han sin
laante Hue, og ilede saa i største Haft afsted, og vel var
det; thi knapt havde han vendt sin Hest, før Trold i Mængde
kom løbende. Nogle sit endog sat i Hestens Rumpe, da
han red over en Bro; men Hesten var stærk og flink, saa
at Rytteren undslap og Troldene fore tilbage.
[P. Kalms Westgötha och Bahusländska Resa S. 98].
Anm. Paa Gaarden Reensfjeld i Dybvaag kunde enhver Fremmed, som kom ind, see Nissen at sidde tilbords blandt Husets Folk og spise med god Appetit; men Folkene i Huset kunde ikke see ham. Saasnart man vilde gjøre dem opmærksom paa ham, var han forsvunden. I et nærliggende Fjeld sunde man hver Morgen og Aften høre ham synge. En synen Kone i Nissedal saa saaledes Trold timeviis som Sauer, medens Andre kun hørte dem at mælke, banke og huje.
[Mundtligt].
Paa Nes i Hvidesø ligger Brakandalsfjeldet. Her laa i gamle Dage en Gaard, som hedte Brakandalen, paa samme Sted, hvor en Sæter af samme Navn nu ligger.
