Østlandet en voxen Gut to Gange være indtagen i et Bjerg, have seet alskens Herlighed, glimrende Sale o. s. v., være bleven præsenteret paa Sølv en Dram af en underskjøn Huldra, og af hende anmodet om at blive der; men da Ungersvenden, der foretrak at være, hvad han var – en Skrædder, undslog sig, blev han fulgt langt paa Vei af flammende Hunde. Hvergang var han bagefter tomset.
[Meddeelt].
Hermed fortjener at sammenlignes, hvad Debes i Færoa reserata S. 323 fortæller.
„Det hafver hændet sig for nogen rum Tid, da Bergens Borgere hafde Commercien udi Færøe, at der hafver været en Mand her i Landet udi Sørvaage, kaldet Joen Søidemand, som aff Spøgelse har været indtaget udi Bjerget udi 7 Aar, oc er derefter udkommen, men hafver derefter levet udi stor Angest og Banghed, fordi han fryctede, at hand skulde blive borte tagen igjen, hvorfor Folck maatte vaage ofver hannem om Natten, oc paa det sidste aff saadan Fryct draag han her fra til Bergen udi Norrig.“
I Smeddalen paa Fillefjeld, hvor der for har været drevet et Jernverk, havde Dverge i gamle Dage deres Smeddeverksted, og selv forarbeidede de alt Jern, de brugte i deres Smidier. Men da Kirkesangen fra Thomaskirken, der stod i den østlige Ende af Dalen, tonede i Dvergenes Øren, droge de længere op i Fjeldene og lode Verktøi og deres øvrige Sager tilbage. Syne Folk kunne endnu see store Rujernstænger, svere Ambolte og Tænger staae under Bjergvæggen; men det er forgjeves at prøve paa at flytte dem. Efter at Kirken nu er nedreven, vil man vide, at Dvergene atter pusle paa gamle Tomter.
[Meddeelt].
