38
fortrinlig, ere stedse kollede, som oftest brandede eller draablede, stundom blaae og i Sætersdalen hvide. Hendes Oxer ere derimod almindelig graae af Farve. Hendes Gjeter ere stedse kollede og hvide. En Mand fik engang fat paa en Hulla-Ko, og satte hende ind i Fjøset blandt sine øvrige Kreaturer. Kort efter kom Huldra, fordrede den tilbage og truede med at bruge Magt, hvis han ei vilde udlevere den, og det var ingen tom Trudsel, thi stærk er hun. At bøie en Jernstang, og hugge ned og bære hjem en Gran er en smal Sag for en Hulder, naar det kommer an paa at sætte sig i Respect. Ved denne Leilighed maatte hun imidlertid give sig og udløse sin Ko med tre Mark Sølv; thi man havde været saa forsigtig, at sætte Kors over Fjøsdøren. Som de øvrige underjordiske skyer hun Korsets Tegn, Jesu Navn og adskillige Urter, som Tyspost. Virand og Marihand. Ved at læse Fadervor og især „frels os fra det Onde,“ kan man hytte sig mod hendes Efterstræbelser. Af Mad liker hun især Flødegrød og Staburmad og tager ei i Betænkning at naske, hvis man ei har gjort Korsets Tegn eller „kriklet“ Maden. Da kan hun ei røre den.
Fra Gaarden Tvet i Drangedal Prestegjeld vandrede en Dag to omreisende Kræmmere. Neppe vare de komne ¼ Miil fra Gaarden ind i Skoven omtrent paa det Sted, hvor Pladsen Lien nu ligger, førend de stødte paa en skjøn Gaard, og da det var i Skumringen, forlangte de Natteherberge. Verten, der saa ud til at være en ret godlidende Mand, lovede dem Huus og Seng og trakterede dem baade med Mad, Øl og Brændeviin. Den ene Kræmmer kjøbte sig endnu et Par Dramme, saa at han kom paa en liden Kant. Om Morgenen handlede de med Hu-
