Mittelalters Volksglauben und Heroen-Sagen von Dobeneck
1. 38, 44. Grimms deutsche Volkssagen 1, 68, 78).
I Scotland viser Nøkken sig snart som Shellicoat, der er bedækket med Søtang og Muslingskal, snart som Kelpie, der i det mindste i Høilandene aabenbarer sig i Hesteskikkelse. (Mythologie der Feen von Wolff 2, 219).
Paa Orkenøerne seer man ham enten som en liden Hest eller som en Mand under Navn af Tangie[1], og paa Shetland heder den Shoopiltee, og seer ud som en lille skjøn Hest, der lokker Folk til at bestige sig og derpaa løber tilhavs med Rytteren. Paa de scotske Øer bringer man ham ved Høitiderne Offre, f. Ex. en Kop godt Øl (Hibberts description of Shetland, 5, 26). – At Angelsachserne have kjendt Nøkken kunne vi som sagt see af Bjowulfs Drapa, et gammelt angelsachsisk Digt om Skjoldungerne, som Thorkelin 1815 udgav og Grundtvig 1820 oversatte. Deri omtales et Uhyre, der snart kaldes eotun ɔ: Jette, snart Thyrs ɔ: det er Tdus, og som bortførte de danske Krigere til Nøkkernes Hav. (Nicera mære). Der omtales ogsaa „Nicor husar fela,“ og
”Ni saa var de Nykke,
Med Sværd jeg slog paa Hav.“
Beslægtet med Nøkken er den musikalske Grim eller Fossegrim, et Væsen, der opholder sig ved Fosse og Qverne. Han spiller især i stille og mørke Aftener for at lokke Folk til sig, og lærer dem at spille paa Violin og anden Strengeleg, som en Thorsdagsqveld med bortvendt Hoved offrer ham et hvidt Bukkekid, der kastes i en mod Norden strømmende Fos. Er Offeret magert, kan Lærlingen ikke bringe det videre end til at stemme sin Violin; men er det fedt,
- ↑ I Ben’s descr. of Orkeney (1599) beskrives han saaledes: Indutus est algis marinis toto corpore, similis est pullo eqvino convoluto pilis, membrum habet simile eqvino & testiculos magnos. Hibbert 504.
