„I de høie Fjelde throner den gigantiske Jutul, af hvis Fingre og Fødder man i den haarde Steen end seer Spor, og hvem Fjeldstykker og svere Bautastene tjene som Vaaben; i de lave Aaser have de lumske Trold og den skjønne Huldra deres Tilhold; i Høie og ved gamle Træer færdes end de Underjordiskes talløse Skarer, og under Jorden forarbeide de smaa, men langarmede og kunstige Dverge deres Kunstverker. I Thusmørket vandre endnu Thusser og Vetter om, og i Maaneskin hoppe de muntre og lystige Nisser. I Elve og Søer lurer den fele Nøk, og gjennem Luften farer Asgardreias vilde Færd, bebudende Drab og Krig, medens et beskyttende, varslende Følgie ledsager hvert enkelt Menneske paa dets jordiske Bane.“ Saa lyde Sagnene endnu den Dag i Dag, og at denne Overtro i Norden er gammel kunne vi slutte af Procopius’s Vidnesbyrd: „Thuleboerne dyrke mange Guder og Aander (δαιμονες) i Himlen, i Luften, i Jorden, i Havet og endog nogle, der siges at boe i Kilders og Floders Vand. De offre flittig alle Slags Offer.“
Det første Spørgsmaal, der udentvil falder os ind ved at høre disse besynderlige Sagn, er vistnok, „hvad der kan
