56
saa nær, at hun lagde Haanden paa Rælingen, og derpaa
hug den af, blev straffet for sin Grusomhed med en fryglig Storm, hvorfra han kun med største Nød slap med Livet.
[Mundtligt].
Anm. Troen paa disse Væsener og deres Spaadomsevne er ligesaa gammel som den er almindelig. For Kong Hjørleif paa Hørdaland maatte, som Forfatteren af Halfs Saga C. 7 beretter, en Havmand (Marmendil), qvæde et Par Spaadomsqvad, inden man igjen vilde slippe ham løs, og Islænderen Grim Ingjaldsson fiskede, (efter Landnamabok P. 66) en Havfru, som paa hans Spørgsmaal forudsagde hans Skjebne. Paa sin Vikingsfærd traf Olaf den Hellige ogsaa paa en Havfrue (margygr), der ved sin listige Sang pleiede at dysse Sømænd i Søvn, og derpaa trække dem ned til sig. Ovenfor Beltet lignede hun en Qvinde, nedenfor en Fisk. Skyder dette „Skrimsl“ sig mod Skibet, varsler det Mandetab ombord; skyder det derimod fra Skibet, tyder det paa en lykkelig Reise. (Fornmanna Søgur IV C. 35 og V Pag. 162). Havfruen Isbrandt, der aabenbarede sig 1577 for en Bonde paa Samsø, og spaaede om Christian den 4des Fødsel, er en noksom bekjendt Fabel. Om Havmænd see videre Thieles danske Folkesagn 3, 46. Paa Island kaldes de Hafgygur, og paa Færøerne besøge Havets smukke Døttre stundom Oververdenen i Selhundeham, (See Thieles danske Folkesagn 3, 51).
I Sverige betragter man Havfruen, snart som et velgjørende, snart som et forrædersk Væsen, der med Guldkam kjæmmer sit lange gule Haar, og paa Holme og Strande lader sin sneehvide Buskab græsse. Mennesker, der drukne og atter findes, troes at have været indtagne i Havfruernes Boliger. (Svenske Folkeviser 3, 148). Ved Pommerns Kyst viser sig undertiden en underskjøn „Seejungfer.“ Hun er taus, men Fiskeren og Sømanden spaa sig Lykke, naar hun viser sig for dem. (Temme 252). Paa Shetland findes Sagnene om Havfruer mest fuldstændige. De boe i Havets Dyb under Fiskene i Boliger af Perler og Koraller, ligne i Udseende Menneskene, men overgaae dem langt i Skjønhed. Naar de ønske at besøge Oververdenen, iføre de sig en eller anden Fiskeham; men vee den, der taber sin Ham, thi med dens Tab er alt Haab om at komme hjem igjen tilintetgjort, og de maa blive, hvor de ere. Ve-Skeries (de hellige Skjer) N. V. for Papa Stour er efter den almindelige Folketro et meget yndet Opboldsted for Havets
