62
– „Tre Flokke Møer;
En foran dog red
Hvid under Hjelm.
Gangerne sig rysted,
Af Mankerne nedfoer
Dug til dybe Dale,
Hagl til høie Skove,
Frugtbart Aar blandt Folk de volde –
Alt var det mig leedt hvad jeg saae.“
Hrimgerda i Edda.
Denne Færd bestaaer af Aander, der ei have gjort saameget Godt, at de kunne fortjene Himmelen, og ikke saa meget Ondt, at de kunne komme til Helvede. I den træffer man Drukkenbolte, Slagsbrødre, Nidvise-Qvædere, fine Bedragere og saadanne Folk, som for en eller anden Fordeels Skyld have forsvoret sig til Fanden. Deres Straf er derfor at ride om indtil Verdens Ende. I Spidsen for Færden farer Guro-Rysse eller Reisa-Rova[1] med sin lange
- ↑ I Nissedal kaldes hun Rumpeguro, der er væn fortil, men huul bag og har en stor Hesterumpe. I Valders staaer ikke Guro, men en stor og diger Mand, der kaldes Thron, i Spidsen for Færden, som husserer lige indtil 13de Dag Jul og derfor kaldes Juleskreia. Den gamle Aslak Foslie i Sætersdalen fortalte mig, at i Spidsen for Aasgaardsreia, der farer afsted med ranglende Ringbexler, rider Guris Mand, Sigurd Snaresvend paa Grani. Han er imidlertid nu saa svag og gammel, at han ei kan see uden „Hegter paa Øinene“ Han sang ved samme Leilighed denne Strophe:
De va litin Smaadrengie,
han kom saa godt i Raai.
Du steg paa Lændi och ri au Skøndje,
for Grani bær Gutane baai“.
