næsten enestaaende Tilfælde, hvorved han maatte bide i det sure Æble at befordre en Mand, hvis Ansøgninger han havde erklæret aldrig skulde komme i Betragtning, saalænge han havde Magten.
Mod Slutningen af Aaret 1812 flyttede da min Fader med Familie til Sande. Saaledes kom det, at min vaagnende Bevidsthed modtog de første Indtryk fra det stille Præstegaardsliv i denne idylliske Egn, der ligesom er et lidet Danmark midt i Norges ellers saa alvorlige og strenge Natur. Jeg har ofte tænkt mig, at den stille og milde Stemning, der altid har dannet Grundtonen i min poetiske Produktion, og den de senere Kraftpatrioter saa tidt har betegnet som ikke ram norsk nok, maaske kan have sin Grund i de blide, milde Naturomgivelser, der først speilede sig i Barnets drømmende Sjæl. Sande Præstegjeld bestaaer hovedsageligt af en stor, vid, frugtbar Dal, der sagte skraaner sig op mod fjernt omliggende, lave, skovklædte Aaser. Anseelige Bøndergaarde ligge spredte omkring paa den slettelignende Dalbund og opad dens Skraaninger, og store rige Kornagre og Enge bølge mellem dem, smukt afbrudte ved smaa Aske- og Birkelunde. En blank Elv slynger sig gjennem Dalen, og faaer sit Udløb ikke langt fra Kirken i den dybe
