Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/25

25

fra det gule Ansigt uhyggeligt hen paa os. Vi sad som forstenede, medens den frygtelige Skikkelse nærmede sig meer og meer, og endelig strakte sin lange magre Haand ind over Bordet, forat gribe vort Legetøi. Nu udstødte vi Alle et Rædselsskrig, foer op fra vore Sæder og styrtede ind i den anden; Stue, raabende om Hjælp. Familien kom strax til; Oberstlieutenanten, som nok vidste hvorledes den stakkels Vanvittige skulde behandles, traadte rask hen til hende, greb hende fast under Armen, med de bestemte Ord: „Kom nu, Faster, nu skal vi tilbords“, og førte saaledes den halv Modstræbende gravitetisk ud af Stuen, formodentlig tilbage til hendes Kammer, thi vi saae hende ikke mere. Det varede imidlertid Noget, inden vi kunde komme os af denne Skræk, og endnu længere inden vi atter turde følge vore Forældre paa Besøg til Valle. — Omtrent en halv Miil fra Præstegaarden, oppe under Aasen, laae Enkesædet, Gaarden Bonni. Der boede den forrige Præsts Enke, Provstinde Hammer, allerede dengang en gammel Kone, og blind, men desuagtet rørig og dygtig til al Slags Hus- og Haandgjerning. Hver Søndag kom hun kjørende til Kirke i sin høiryggede, gammeldags Kariol, og efter Gudstjenesten kom hun da op i Præstegaarden, hvor hun