Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/26

Denne siden er korrekturlest
26

tilbragte Resten af Dagen. Vi Børn kunde dog aldrig rigtig slutte os til hende, men betragtede hende med frygtblandet Forundring, som hun sad der i Lænestolen med de udslukkede Øine under den grønne Skjærm, medens de travle Hænder uafladeligt vare beskjæftigede med et stort Strikketøi, og hendes noget skarpe Snakketøi var i ligesaa uafladelig Bevægelse. Undertiden indbød hun da ogsaa mine Forældre og os til et Gjenbesøg paa Bonni, og dette var en stor Begivenhed, thi did kunde vi ikke gaae, men Familievognen maatte for en Dag. Kjøretouren var os ogsaa det fornøieligste af det Hele, thi oppe paa Bonni kunde vi ikke rigtig finde os tilpas, trods alle de gode Sager, der vankede, og trods det mærkværdige Stueuhr med Skibet, der gyngede sig op og ned paa Skiven. Mærkeligt var det dog at iagttage, hvorledes Provstinden, trods sin Blindhed, kunde gaae sikkert om i det hele Hus, sinde alle sine Nøgler rigtigt, og selv besørge alt en Værtindes Gjøremaal. — Men det er paa Tide, vi fra disse Udflugter vende tilbage til Præstegaarden. I dens Indre var der endnu Adskilligt, som syntes mit barnlige Sind mærkværdigt, og som jeg her vil optegne. Foruden det føromtalte grønne Værelse var der i den store Byg-