Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/29

29

for „den brune Mands“ Vandringer. Denne brune Mand var en Tradition i Præstegaarden og skulde være Gjenfærdet af en forlængst afdød Præst, der i sin Tid havde begaaet en eller anden Udaad, hvorfor dette Værelse havde været Skuepladsen. Et gammelt Tyende, der pleiede at være længst oppe om Aftenen forat lukke Gadedøren og see til Huset, naar de Andre vare gaaede til Ro, paastod ofte at have seet en lille brunklædt Mand gaae sagte og sukkende opad Trappen, og forsvinde ved Døren til Blaasalen, hvorfra der da siden hørtes Støi, som af Stole og Borde, der bleve flyttede. En Sommer var min Moders Søster, en halvvoxen Pige, samt en anden ung Pige af Familien, i Besøg hos os, og havde deres Natteqvarteer paa Blaasalen. Om de nu havde hørt Sagnet om den brune Mand i Forbindelse med deres Værelse, og derved deres Phantasi var bleven ophidset til at foregjøgle dem Allehaande i den Retning, veed jeg ikke, men vist er det, at de begge en Nat kom styrtende ind i mine Forældres Soveværelse, som laae i Nærheden, halvt D ude af sig selv af Skræk, og fortalte, at de ikke turde være længer alene i Blaasalen, der var saadan underlig Støi. De paastod, at de havde ligget ganske vaagne, det var lys Sommernat, saa de