Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/35

35

Alt hans rige Haab for Høsten var paa een Nat tilintetgjort, og hvis han blev paa Sande, saae han nu Mangel imøde for Vinteren. Han ansaae nu dette for et Tegn fra oven, at han skulde bort — gik hjem, skrev sin Ansøgning om Slotskaldet og afsendte den med næste Post. Det varede ikke længe, før han havde sin Udnævnelse. Nu, da Sagen var afgjort, var min Fader atter freidig tilmode, og min Moder fandt sig med sædvanlig Blidhed og Taalmod deri. Hvad os angik, eller rettere mig, thi de andre Børn vare for smaa til at modtage noget blivende Indtryk af Sagen, da saae jeg naturligviis paa Barneviis kun det Fornøielige og Interessante ved Forandringen, glædede mig til Reisen, til at see den i mine Tanker faa store og prægtige Hovedstad, til det nye, forunderlige Liv, der skulde opgaae for mig derinde. Det Eneste der gjorde mig Ondt, var at skilles fra Mari Revaa, men hun kunde jo følge med ind til Byen, mente jeg. Ja det gjorde hun da ogsaa, den tro Sjæl; da Familien paa Vinterføret drog afsted, sad hun med det næstældste Barn paa Skjødet i en af Slæderne og var hos os nogle Dage i det nye Hjem, men saa maatte hun jo rigtignok, trods alle mine Bønner og Taarer, forlade os, forat drage tilbage