Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/38

38

Kvinde, med en grøn Skjærm for Øinene Kunde det være Provstinde Hammer? Ja virkeligt, det maatte være hende — nu hjalp en Karl hende ud af Kariolen, og ledede hende ind i Kirken. Jeg fulgte efter. Kirkedørene stode aabne, og det fulde Sommerlys strømmede ind i det svale Skib, hvis Gulv var bestrøet med friske Granknopper, der udsendte en liflig Duft; de sært udskaarne Kirkestole til begge Sider vare fuldt besatte med Kvinder og Mænd, og paa det ophøiede Trin under Chorbuen sad i en Lænestol den gamle Provst Ottesen, hvis blide Aasyn jeg vel gjenkjendte, uagtet det nu var furet af den høie Alders Spor og omgivet af sølvhvide Lokker. Han var nu for svag til selv at forrette Gudstjenesten, men den gamle Menighedens Hyrde sad dog endnu der, som en Fader mellem sine Børn, lig en levende Velsignelse, og ledede med kraftig Røst Psalmesangen. Jeg tog Plads i en af de nederste Stole, og deltog med underligt bevæget Hjerte i Gudstjenesten. Jeg var saa hensunket i Fortidens Minder, at jeg næsten blev forundret, da ikke min Fader, men en ung Capellan besteg Prædikestolen og tolkede Ordet med Simpelhed og Varme. Efter Gudstjenestens Slutning gik jeg op i Sakristiet til den gamle Provst og gav