ledes denne Forestilling om Djævelen var kommet ind i mit barnlige Sind, kan jeg ikke vide; formodentlig har Barnepigen, der var stærk i gyselige Eventyr og Sagn, kort før fortalt mig et saadant om Fanden; vist er det, at jeg endnu kan see hans djævelske Majestæts gloende Hoved, som det dengang viste sig for mig.
Vi bleve ikke længe i denne Bolig. Mine Forældre flyttede snart til Nedre Strandgade, ved Siden af det saakaldte Palæ, i den Gaard, hvor nu Mad. Nitters Hotel er, og som dengang tilhørte en Generalinde Ramm. Her boede vi ganske alene i det store Huus, og Børnene havde altsaa Spillerum nok i de mange Værelser og i de med Glasruder dækkede Svalgange, der omgav Huset inde mod Gaardspladsen. En Bagbygning indeholdt nogle lukkede Rum, som Eierinden, der selv boede paa Lakkegaarden, havde forbeholdt sig til Gjemmested for alskens gammelt Huusgeraad. Det var nu for os Børn en stor Fest, naar disse Rum en sjælden Gang bleve aabnede forat udluftes. Vi fik da Lov til at komme derind og beundre alle de mærkværdige Sager, som der fandtes, chinesiske Skjærmbrætter og Vaser, gamle Malerier og Porcellain m. v. Det var os som et Besøg i Eventyrets Land.
