Der synes saaledes at være fuld Grund til nu at ophæve de omhandlede Lovbud. Det har vel udtrykkelig været anført, at det er Tilværelsen af de løse hensiddende Dagarbeidere, som gjør Huusmandsclassen det største Afbræk i Adgangen til stadigt Arbeide hos Huusbonden, og at saaledes det netop maatte være i Huusmændenes Interesse, at de Bestemmelser, som gaae ud paa at forhindre løse Dagarbeidere, bibeholdes og indskjærpes. Men heri ligger neppe mere end en Skuffelse. De omhandlede Bestemmelsers fuldkomne Overholdelse maatte jo medføre Forøgelsen af Tyendeforholdet; det Arbeide, der nu blev forrettet ved Tyendet, fragik altsaa Huusmændene, og for dem maatte det blive det Samme, enten det var løse Dagarbeidere eller faste Tjenestefolk, som concurrerede med dem om Arbeide.
At der i enkelte Egne ved hine Bestemmelsers Ophævelse vilde kunne opstaae Vanskelighed for at erholde de fornødne Tjenestefolk, kan vel erkjendes muligt; men dette kan formeentlig ikke afgive nogen tilstrækkelig Grund til at bibeholde unaturlige Indskrænkninger i den almindelige Næringsfrihed. Væsentligere Indvendinger imod de omhandlede Bestemmelsers Ophævelse kunde vel hentes deels fra den større Fare, hvorfor Moraliteten blandt den løse Arbeidsstok skulde være udsat fremfor blandt Individer, som ere i fast Tjeneste, deels fra Frygten for at Fattigvæsenets Byrder ved Usikkerheden af Dagarbeidernes Fortjeneste skulde forøges. Men heller ikke disse Hensyn kunne hjemle saa væsentlige Indgreb i Individernes naturlige Frihed, og det saameget mindre, som Bestemmelserne allerede forstørstedelen have tabt deres Anvendelse, og deres Ophævelse i det Væsentlige kun stadfæster den bestaaende Tingenes Orden, medens netop Forandring i og Forrykkelse af denne vilde blive Følgen af Bestemmelsernes Indskjærpelse og Overholdelse.
Forsaavidt de omhandlede Lovbud imidlertid i senere Tid som bekjendt have været anvendte til at udfylde Huller i den bestaaende Lovgivning om Løsgjenger- og Fattigvæsenet, eller været benyttede som Correctiver imod Lediggjængere, der falde Fattigvæsenet til Byrde, og imod Omstreifere, der plage Districterne og stadigen maae være Gjenstand for Sikkerhedspolitiets Opmærksomhed, maa det vistnok erkjendes at ville være betænkeligt at ophæve Bestemmelserne uden at sætte Lovbud istedet, som hjemle Samfundet lige Ret imod de nysomtalte Slags Individer. Ved at forestaae de omhandlede Lovbud ophævede har Commissionen derfor tilladt sig at bringe i Forslag Bestemmelser, i Kraft af hvilke de i Lov om Fattigvæsenet af 20de September 1845 § 51 indeholdte Forskrifter angaaende Løsgjængere erklæres anvendelige paa Enhver, som foretrækker at falde Fattigvæsenet tillast fremfor at arbeide, eller som streifer om uden at kunne oplyse, paa hvilken Maade han lovligen ernærer sig.
Blandt de Huusmændene vedkommende Lovbud, hvilke Commissionen antager at burde udtrykkelig ophæves, er Budet i Fattigvæsensanordningen for Christiania Stift af 2den December 1741 Capitel VI § 5. At Huusbonden, og det endog for sin egen Skyld, forstrækker Huusmanden med Sædekorn, naar hiin har det selv, og denne mangler det, er vistnok ligesaa almindelig Tilfældet, som at Huusbonden yder Huusmanden anden Hjælp ved Pløining m. m.; men om at gjøre nogen juridisk Forpligtelse gjældende imod Huusbonden i hiin Henseende, er der nok allerede forlængst ikke mere Tale. Hele den anførte Bestemmelses Form synes heller ikke at antyde nogen egentlig juridisk. Ret for Huusmanden til at fordre Forstrækningen; og under den mere udviklede Ordning og nøiagtigere Fordeling af Fattigforsørgelsesbyrden indsees det let, at der endnu mindre bør være Spørgsmaal om en ligefrem Anvendelse af hiint Lovbud. For imidlertid at hæve al Tvivl herom, formenes det rigtigst, at Lovbudet udtrykkelig ophæves.
Commissionen anseer det ufornødent og derhos i ethvert Fald uforeneligt med den indskrænkede Plan, den for hastigere at kunne tilendebringe sit Arbeide, har maattet lægge for nærværende Motivers Udarbeidelse, at gjennemgaae Detaillen af de mangfoldige Forslag, som i de Commissionen meddeelte Betænkninger findes fremsatte, men som Commissionen ikke har troet at kunne tiltræde. Kun forsaavidt fra flere Sider Forslage ere blevne fremsatte angaaende at paalægge Individer af Arbeidsclassen tvungne Bidrag, Tjenestefolk til Sparekasser, for at de kunne have en opsparet Skilling ved deres Bosættelse, og Huusmænd til Hjælpekasser eller Pensionsfond, for at de kunne idetmindste for en Deel sikre sig imod at søge den mere ydmygende Understøttelse af det almindelige Fattigvæsen, skulde Commissionen ikke undlade at bemærke Følgende. Det maa vistnok erkjendes, at det Princip, som ligger til Grund for hine Forslag, er i sig selv høist gavnligt og velgjørende, ligesom det formeentlig er ubestrideligt, hvilken heldbringende Indflydelse hiin Grundsætnings fuldstændige Gjennemførelse i alle Borgerclasser vilde have ikke alene paa hele Nationens øconomiske Velvære, men derigjennem tillige
