Livsophold skal udvindes af den med store Opofrelser forædlede Jord; og nu benytter Jordens Eier en contractsmæssig Ret til at fordrive ham derfra. Da der ved Bestemmelsen af den Godtgjørelse, som i et saadant Tilfælde skal ydes Vedkommende, ifølge Commissionens Lovforslag skal tages i Betragtning, hvorvidt Huusmanden kan ansees for at have erholdt Erstatning for den foretagne Rydning og de udførte Forbedringer derved, at han i længere Tid har havt Pladsen i Brug, saa vil det let indsees, at Vederlaget kan blive Lidet eller Intet. Men lad endog Forholdet efter Omstændighederne stille sig gunstigt for ham, skal det dog ikke kunne nægtes, at han i en fremrykket Alder, fordreven fra Huus og Hjem og ude af Stand, til med Lyst og Kraft at begynde forfra paa Rydningsmandens møiefulde Arbeide, vil i den Godtgjørelse, som saaledes tildeles ham, kun finde et usselt Vederlag for tilintetgjorte Livsforhaabninger, og befinde sig i en uden Sammenligning slettere Stilling, end om han med Familie var forbleven paa sit Hjemsted. Naar hertil føies den Betragtning, at Resultatet af det Skjøn, hvorved Godtgjørelsen skal fastsættes, ligesom af Skjøn i Almindelighed, er afhængigt af de Personers Indsigt og Retsindighed, som skulle afgive det, og at saaledes den opsagte Rydningsmand i sit vigtigste Velfærds Anliggende altid i nogen Grad vilde være udsat for Tilfældets Luner, saa synes der ikke at være Grund til at opgive den hidtil gjældende ubetingede Bestemmelse om Livsfæste for Rydningsmænd, og dermed at løse et Baand, som ældre Tiders Lovgivning, besjelet af ædel Omsorg for den fattige Arbeider, har lagt paa Contractsfriheden, et Baand, under hvis betryggende Indflydelse saa mangen Plet af vort Land er bleven opdyrket og forædlet til Nytte og Velsignelse for Mennesker, saamangen stræbsom Familie har arbeidet med Kraft og Haab og levet i Fred og Lykke. Det er saaledes vor underdanigste Formening, at den omhandlede Bestemmelse bør optages i den nye Lov angaaende Huusmandsvæsenet, kun saaledes modificeret, at den kommer til at gjælde og omfatte alle Huusmænd, der nedsættes paa uopryddet og udyrket Jord, hvad enten denne ligger inden- eller udenfor Gaardens Hjemrøser eller Hegn.
Hvad de Huusmænd angaaer, som nedsættes paa dyrket Jord, var det efter vor Mening ønskeligt, om ogsaa disse, saaledes som i ældre Tider overalt i Landet har været sædvanligt, kunde erholde sine Pladse paa Levetid. Men da det maa antages, at en Lovbestemmelse, som gjorde saadant til ufravigelig Regel, i de Egne, hvor Fæste paa Aaremaal eller paa ubestemt Tid efterhaanden er bleven gjængs, vilde blive modtaget med Misnøie og foranledige mange Gaardbrugere til at inddrage sine Pladse under Gaardene og lade disse drive ved løse Arbeidere, for ikke at underkaste sig en saadan Tvang, saa vove vi, af Hensyn til Huusmandsclassens Tarv, som kun altfor meget turde komme til at lide ved en saadan Fremgangsmaade, ikke at foreslaae en saadan Bestemmelse, som ubetinget Forskrift. Paa den anden Side forekommer det os af Grunde, som vi ovenfor have tilladt os at antyde, særdeles magtpaaliggende, at den Vedtægt, at give alle Huusmænd uden Forskjel Fæste paa Levetid, bliver understøttet og vedligeholdt saa godt, som muligt, i de vidtstrakte Egne af Landet, hvor den endnu hører hjemme, og hvor Fæste paa Aaremaal enten aldeles ikke eller kun i ringe Grad kjendes og bruges. Til den Ende bør Loven efter vor Formening udtale som sin Vilie, at alle Pladse uden Undtagelse skulle bortfæstes paa Brugerens Levetid, at saaledes ogsaa opdyrkede Pladse skulle være denne Regel underkastede, forsaavidt ikke anderledes ved skriftlig Contract udtrykkeligen er fastsat. Medens Lovbestemmelsen, saaledes formet, levnet dem, der ikke ville vide af Livsfæste, al den Frihed, de i denne Henseende kunne ønske, og ikke binder Hænderne paa Nogen, kan den formeentligen antages, ved sin moralske Indflydelse at ville give hiin Vedtægt en ikke ringe Understøttelse.
Det kunde vistnok synes tvivlsomt, om et saadant blot declaratorisk Lovbud vil være istand til igjennem Tiden at værne om Almindeligheden af det livsvarige Fæste, hvor dette endnu er det Sædvanlige, efterat den ældre Lovgivnings Bestemmelser, hvis Hensigt øiensynligen har været, saameget som muligt, at sikkre alle Huusmænd en uforstyrret Besiddelse af deres Pladse, i adskillige Egne af Landet have viist sig uformuende dertil; og en Bestemmelse, som den ovenfor antydede kunde saaledes ved første Øiekast maaskee synes unyttig. Det maa dog herved bemærkes, at den ældre Lovgivnings Bestemmelser angaaende denne Gjenstand findes atspredte blandt mangfoldige Lovbud, og kunne saaledes blot i ringe Grad antages at have været de Classer af Samfundet bekjendte, for hvilke de nærmest vare skrevne. At Lovens moralske Virkning, dens Indflydelse paa Opinionen og paa Sædvanen under saadanne Omstændigheder maatte udeblive, og Veien staae aaben for andre Synsmaader, for hvilke de ældre Tiders patriarkalske Forhold
