ingenlunde betragtes som nogen paafaldende Afvigelse fra de almindelige Regler om Contracts-Stiftelser, naar Lovgivningen med Hensyn paa de her omspurgte særegne Contracter, paa hvilke en præsumtiv uoplyst og fattig Families Velfærd beroer, har gjort det til Pligt for Jorddrotten at give Retsstiftelsen en Form, der gjør dens Indhold klar og utvivlsom, eller i modsat Fald at taale, at Contracten antages indgaaet paa de eneste Vilkaar, der ikke gjøre Huusmanden afhængig af hans Godtbefindende. Dette vilde ikke blive Tilfældet, om den Regel, som af Commissionens Pluralitet er foreslaaet, blev sat istedetfor den, som indeholdes i den gjældende Lovgivning; thi det vilde være til liden Hjælp for den Huusmand, der mod den virkelige Mening af den i sin Tid indgaaede Contract blev pligtig at forlade sin Huusmandsplads eller finde sig i de forøgede Byrder, Jorddrotten maatte ville paalægge ham, at der ved Loven var tilsagt ham Ret til at blive paa Pladsen i eet Aar udover den første Faredag efter skeet Opsigelse. De Ulemper, Commissionens Pluralitet har paapeget at flyde af den angjældende Lovregel, ere derhos, efter Departementets Formening, af det Slags, at de ialfald ikke nu, efterat Frd. 29de Juni 1792 har været gjældende i over et halvt Aarhundrede, kunne tilkomme nogen afgjørende Vægt; thi nu maa ialfald Forordningens Regel antages at være tilstrækkeligen bekjendt i de Egne af Landet, hvor den efter Forholdene har nogen egentlig Betydning, det vil sige i de Egne, hvor ikke det Sædvanlige endnu er, at Huusmandsfæste betragtes som indgaaet for Huusmandens og Enkes Livstid. Ligesom den af Commissionens Pluralitet antydede Ubillighed mod Jorddrotten herved for den væsentligste Deel bortfalder, saaledes vilde det ialfald være overveiende ubilligt af Hensyn til samme at berøve Huusmandsclassen en Beskyttelse, hvortil den fra sin Side i høi Grad er trængende, og som Lovgivningen, om man endog sætter de ældre Lovbud af 1750 og 1752 ud af Betragtning, i mere end et halvt Aarhundrede har ydet den.
Hvad dernæst angaaer den hidtil gjældende Regel, at Fæste paa Huusmandspladse, opryddede i Udmarken, skal gives paa Huusmandens og Enkes Livstid, da maa Departementet erkjende, at den nu bestaaende Distinction mellem de Pladse, i Henseende til hvilke der contraheres frit om Fæstets Varighed, og de, der skulle bortfæstes for Huusmandens og Enkes Levetid, nemlig eftersom Pladsen er beliggende i Udmarken eller indenfor Gaardens Indhegninger (Frd. 29de Juni 1792), deels i sin Grund er vilkaarlig, deels paa mange Steder uanvendelig. Men med Commissionens Minoritet og Fleerheden af de indkomne Betænkninger maa Departementet erklære sig imod Ophævelsen af Det i den gjældende Lovregel, der egentlig udgjør Hovedtanken i samme, nemlig at Pladse, der bortfæstes til Oprydning fra Nyt af, bør sikkres Huusmanden for hans og Enkes Levetid. Den Grund, hvoraf Commissionens Pluralitet væsentligst har ladet sig bestemme til at forestaae den gjældende Lovgivning i den her omhandlede Henseende ganske ophævet, bestaaer — bortseet fra den nys berørte unægtelige Ufuldkommenhed i den nu bestaaende legale Distinction imellem de forskjellige Slags af Huusmandspladse-i den Betragtning, at det formenes naturligst og hensigtsmæssigst at overlade til Den, der ønsker at erholde en Rydningsplads fæstet, selv at afgjøre, hvorvidt og paa hvilken Betingelse han finder sig tjent med at modtage Pladsen paa Aaremaal, istedetfor ved en vilkaarlig Bestemmelse maaskee at spærre ham aldeles Adgangen til at erholde nogen Plads fæstet. I Overeensstemmelse hermed har Commissionen foreslaaet Rydningsmænd behandlede efter samme Regler som Huusmænd i Almindelighed, og ikkun i § 25 med Hensyn til Rydningsmænd, der ikke maatte have paataget sig Arbeidspligt, og hvilke saaledes ikke vilde være Huusmænd i Udkastets Betydning, foreslaaet, at der skal være en legal Formodning for, at Fæstet er givet for Huusmandens og Enkes Levetid, naar ikke Varigheden af Besiddelsesretten beviisligen anderledes er bleven bestemt. Commissionens Minoritet har herimod anført, at den nu gjældende Bestemmelse har til Hensigt at sikkre Rydningsmanden Frugterne af den Flid og Møie, han har anvendt paa Pladsens Opdyrkning, og da Oprydningen af et Stykke raa og udyrket Mark for den fattige Nybygger maa ansees for et særdeles besværligt og kostbart Arbeide, forekommer Billigheden i denne Lovbestemmelse Minoriteten indlysende. Vel indeholder — yttres der videre — Commissionens Lovforslag Bestemmelse om, at der i ethvert Tilfælde af Fravigelse fra Pladsen skal ydes den bortslyttende Huusmand eller hans Arvinger Godtgjørelse for de paa Pladsens Jordvei og Huse m. v. udførte Forbedringer, og det kunde derfor ved første Øiekast synes mindre fornødent i den nye Lov at optage den omspurgte Bestemmelse for at betrygge Rydningsmanden mod vilkaarlig Behandling og Velfærdstab ved Pladsens Fravigelse. Men det vil dog ved Sa-
