indvendes, at hun efter den foregaaende 5te § i Udkastet har den samme Ret, som der er omhandlet, nemlig under Alderdomssvaghed og Sygdom at lade det hende paahvilende Pligtarbeide udføre ved en antagelig Arbeider; thi den Ret, som omhandles i § 6, er, som lettelig vil sees, baade anderledes betinget og tillige mere omfattende, end den, som er behandlet i § 5, idet den gaaer ud paa, stadigen baade til Pligtarbeides Udførelse og til Pladsens Drift at have en Person, eller endog en Familie, tilhuse paa Pladsen. Og denne sidste Ret er det, som formeentlig Billighed tilsiger ligesaavel at indrømme Enke, der sidder med Huusmandsplads, som den alderstegne eller sygelige Huusmand.
Betræffende Spørgsmaalet om, hvorvidt de her omhandlede Bestemmelser bør være fravigelige, skal Departementet bemærke, at Forbudet for Huusmanden mod at indtage Inderster (hvormed Departementet vil forestaae §en begyndt) selvfølgelig ikke bør være saaledes affattet, at jo Huusbonden kan tilstede, at Inderster indtages. Derimod formener man, at §ens øvrige Indhold ikkun udtaler deels hvad der i sig selv maa ansees indlysende billigt, deels (nemlig forsaavidt angaaer Ret til at indtage Afkoms Ægtefælle med samt deres Børn) hvad der har Sædvane saaledes for sig, at man anseer det ubetænkeligt at optage det som ufravigelig Regel. Hvor der handles om saadanne ved den almindelige Billighedsfølelse og Sædvane hævdede Sætninger angaaende Forholdet mellem Huusbond og Huusmand som de her omspurgte, skulde Departementet være tilbøieligt til at ansee det hensigtsmæssigere slet ikke at fremstille dem i nogen Lov, end at fremstille dem som Noget, der i Loven udtrykkeligen erklæres at kunne fraviges. Thi herved vil Erkjendelsen af dem snarere svækkes end styrkes, og den juridiske Praxis vil snart bringe igang en Formular for Huusmandssedler, hvorved alle eller de vigtigste af Lovens declaratoriske Forskrifter ombyttes med Bestemmelser i modsat Retning, saa at Huusmandens Stilling, efter den nye Lov, lettelig turde blive værre end tilforn, da almindelig Billighedsfølelse og det Sædvansmæssige udgjorde Grundlaget for Bedømmelsen af hans Rettigheder, hvor Contracten taug. Det Baand paa Contractsfriheden, hvorom her handles, er heller ikke af den Betydenhed, som det ved første Øiekast kunde synes. Deels er det ikke Andet eller Mere af Billighedssætninger, Loven med Nødvendighed vil have lagt ind i Retsforholdet, end hvad Folkets egen Sands og Sædvanen allerede har skaffet Plads i den almindelige Erkjendelse, idetmindste hos alle Bedretænkende; deels bliver dog Hovedsagen, naar der spørges om Huusbondens Frihed i det heromhandlede Contractsforhold, at det overlades til ham selv, hvorlænge han ved Contracten vil binde sig til Huusmanden, og i denne Henseende vil der, naar alene undtages Rydningspladse, hvilke, efter Departementets Forslag, som hidtil, skulle bortsættes paa Livstid, blive levnet Huusbonden fuldkommen Frihed. Det er ikkun for det Tidsrum, hvori han efter Contracten er bunden til Huusmanden, at han ifølge Loven, saaledes som Departementet tænker sig den, vil blive nødsaget til at iagttage visse, som almeengyldige anseete Billighedsregler. Heller ikke troer Departementet, at Følgen af, at Regler, som den her omspurgte, gjøres til ufravigelige, vil blive, at færre Huusmænd vorde antagne paa Livstid. Hvad man har for Øie ved at antage en Huusmand paa Opsigelse istedetfor at binde sig til ham paa Livstid, er visselig saare sjeldent, at man vil være sikret imod Mulighed af, at han paa sin Alderdom eller ved indtræffende Sygelighed kunde blive ude af Stand til personlig at forrette sit Arbeide. Hvor den gamle Skik at antage Huusmændene paa Livstid er forsvunden eller i Begreb med at forsvinde, er dette snarest grundet i den Formening, at gjensidig Frihed til at kunne til enhver Tid fratræde Forholdet tjener bedst til at opretholde god Forstaaelse samt Flid og Troskab fra Huusmandens Side. Derimod er neppe nogen Gaardmand eller ialfald nogen bedre tænkende Gaardmand, der antager en Huusmand, sig den Grund bevidst til at gjøre Fæstet opsigeligt, at han vil have sig Adgang forbeholdt til at skille Huusmanden, om han bliver syg eller gammel, af med Pladsen. I de Egne, hvor Pladsernes Bortfæstelse paa Livstid ikke fra andre Sider maatte møde Hindring i Forholdene eller forandrede Anskuelser, er der saaledes neppe Grund til at befrygte nogen skadelig Indflydelse i denne Henseende deraf, at Forskrifter som den i Udkastets § 6 indeholdte gjøres ufravigelige; og i de Egne, hvor det er ophørt at være almindeligen brugeligt at antage Huusmændene paa Livstid, vil det Intet hjælpe, om man tilsteder Huusbonden ved Contracten at betage Huusmanden de Rettigheder, som i den nævnte s omhandles.
I Henhold til det Foranførte vil Departementet forestaae § 6 i udkastet (efter Departementets Forslag § 7) affattet saaledes:
- “Huusmand maa ikke indtage Inderst med-
