16
maa tilſtaae, jeg ikke havdte Taalmodighed til længe at blive en ſtum Tilſkuere ved; thi det er ærgreligt, at ſee en fortient Mand udſat for uforſtanige Drenges Spot. Jeg har desuden en ſaare dyb Høiagtelſe for Hr. B runs Talenter; Forſædet blant ſin Tids Digtere, vil næppe giøres, ham ſtridigt, og hans Rang, ſom Taler, vil erkiendes, hvor ſom helſt han høres; dette er ikke nok, jeg kiender tillige hans Hiertes Fortreffeligheder: der lever neppe en redeligere Mand, en varmere Ven, og, i Et og Alt, et ædlsre Menneſke i heele Landet. — Meeget af dette er almindeligen bekiendt, Nok, i det mindſte, meenede jeg, for at berettige ham til Beſkeedenhed af hver den, der Offentligen talede om hma; lægger man nu hertil, at jeg har perſonlige Forbindtligheder til Hr. Brun, at han har været mig ſom, en Fader, og at han giør mig den Ære, at regne mig blandt ſine Venner, ſaa vil man ikke undres over, at jeg ikke kunde aldeles tie til en Recenſion, som baade i Sagen og Maaden forekom mig ſaa ubillig; og naar den redelige Tilſkuer end ynker min Arms og min Ruſtnings Svaghed, ſkal han dog biefalde min Henſigt.
Endeligen ſkal jeg ikke fragaae, at jeg, foruden mitt Høiagtelſe for Hr. Brun, og den Uvillie, ſom er ſaa naturlig, naar man ſeer ſin Ven ufortient forhaanet, havde endnu en tredie og almindere Aarſag for ikke at tie her. Jeg er, ſom bekiendt, ſelv et Menneſke, der ſtundom møder for den critiſke Domſtol; Men hvem vil fortænke en Mand, om han ønſker den Ret, ſom han i Tilfælde ſkal dømmes af, retfærdig, og, naar han griber, eller troer at hqve grebet den i Partiſkhed, om han da taler reent ud.
