Jeg antager at, Titelen ſiger alt, hvad en Indledning kunde ſige til Oplysning om diſſe faa Blades Indhold, og begiver mig derfor ſtrax til Sagen; iſær, da man ſiden vil lære, hvorfor jeg heller valgte at tale, end at tie i denne Anledning.
I No. 25 af de Kiøbenhavnſke lærde Efterretninger for Aaret 1793, pag. 398 o. f. recenſeres tvende hellige Taler, ſom Hr. J. N. Brun har holdt i Kiøbenhavn, og efter Opfordring, udgivet der Aar 1791. Den førſte paa Chriſti-Himmelfartsdag, og den anden paa anden efter Trinitatis. Recenſenten tilſtaaer Hr. Brun i Almindelighed Styrke og Rigdom i Foredraget, ſiger: at Hr. Bruns digteriſke Siel veed at give det heele et tiltrækkende Anſtrøg, at han derfor har med Fornøielſe hørt en Prærken af Hr. Brun og glædet ſig ved at læſe den førſte af diſſe Taler, af hvilken han udſkriver et ſaare ſkiønt Stykke. Men nu kommer han til den Anden (Paa anden Søndag ester Trinitatis) og, da det juſt er her jeg diſentierer med ham, vil jeg udſkrive alt hvad han ſiger; paa det at mine Læſere kan dømme om jeg behandler den Mand, jeg giver mig i Kaſt med, reedelig eller ikke. Hans Ord ere diſſe.
Saa fornøiet Recenſenten er med den førſte af diſſe Taler, ſaa utilfreds har han været med den anden. Det har behaget Hr. Brun at forklare de Ord: Jeg tog mig en Huſtrue, og derfor kan jeg ikke komme, imod alle ſunde Fortolknings Regler. Ved Huſtruen forſtaaer han den jødiſke Religion; men ved Talens Udvikling efter denne ſnurrige Idee har den faaet et Anſtrøg, ſom den var holdt i en Synagog, for at omvende Jøder. Overalt, naar vi ſaa pudſeerlig vilde haarkløve Jeſu Lignelſer, maatte der ſtundom komme noget ſynderligt Kram ud af dem. Ageren og de fem par Øxne ſkulde da ligerviis forklares her. Nu med Oxerne blev vel Hr. Brun
