Bedrageriet; men den er lilllge ſaa troligen fremſat, at ſaaſnart vi læſe dette: Du er Manden, ſaa ſee vi, at der neppe er en eeneſte Omſtændighed i Davids heele Handel, ſom jo er anmærket i Parabelen. Men jeg meener, at juſt denne Nøiagtighed er Parabelens Fuldkommenhed, og at den, der vilde henegne Parabelens enkelte Deele paa de enkelte Omſtændigheder i Davids Handel, vilde paa ingen Maade giøre ſig latterlig, al den Grund han ingen Urimelighed, ſagde; og at derſom Hr. Brun, i Henſeende til den Parabel, han i denne Tale tildeels udlægger, ikke har giort andet, og have plaubſible Grunde for ſin Udlæggelſesmaade; (Hvilket juſt er det førſte og vigtigſte, ſom diſſe faa Blade vil underſøge), ſaa vil Recenſentens Haan ikke ramme ham, og de ubeqvems Ord: Snurrig Idee, Pudſeerligt Haarkløverie, ſynderligt Kram, Skiært Spilfegterie, og Utilbørlighed for vor Tids Folkelærere, vil blive dømte døde og magtesløſe, og ikke komme Hr. Brun til mindſte Skade eller Ulæmpe, paa hans litterære gode Navn og Rygte.
Det vi førſt have at underſøge er, hvad der er denne Parabels Hoved-Øiemeed. Men vide vi hvad det er ſom betegnes ved Nadveren; er det afgiort at derved forſtaaes Jeſu Religion, og den Lykſalighed den ſkaffer ſine ſande Tilhængere. — Hvilket jeg meener ikke vil blive nægtet, naar der haves Henſyn til Anledningen, i hvilken Jeſus fremſatte den; og det betænkes, at Paralel-Parabelen Math. 22 indledes med diſſe Ord: Himmeriges Rige lignes ved. — Men er dette afgiort, ſaa er det tillige afgiort, at Parabelens Hoved-Henſigt er, at viſe den forſkiellige Lykke, ſom denne Religion vilde mødes med hos de forſkjellige Folk, ſom den blev forkyndet for; og Parabelen vil da, naar Tiden da den blev fremſat anmærkes, nødvendigvis være profetiſk, ſom Hr. Brun retteligen kalder den, og, altſaa, i Hovedſagen bedſt forklares af paafølgende Begivenheder, og det vil da være overeensſtiemmende med Hiſtorien at forſtaae, ved
