Vi vide Intet om den Maade, hvorpaa Anne
og Alet ere blevne opdragne, men de har dog neppe
havt tyranniske Forældre. Flere smaa Omstændigheder
tyde hen paa, at baade Faderen og Moderen
har havt et varmt Hjerte for sine Børn,
og at Børnene ogsaa have næret kjærlige Følelser
for Forældrene. Dyden er hos de to Piger neppe
bleven udpisket. Søstrene kom imidlertid, idetmindste
den ene, til at forlade sine Forældres Hus
længe, førend Barndomstiden var udrunden.
Alet blev om Høsten 1755 konfirmerer i Øiestad Sogns ældgamle Kirke og var en, efter den Tids Fordringer, vel oplyst Konfirmantinde. Enten samme Aar eller, hvad der er sandsynligere, allerede i Aaret 1748 (Sagen er dunkel og uvis) kom hun i Huset til en paa hendes Fødested boende Mand Alf Aanonsen, som var gift med en Kone ved Navn Karen Johnsdatter, der, da hun engang under de senere Forhør kaldes Alets „Faster“, maa have været hendes Faders Halvsøster. Disse Ægtefolk vare børnløse; de havde derfor antaget Alet som sin Datter og bestemt, at hun skulde vare deres Arving. Alf var af et mildt Gemyt, og det kan ikke betvivles, at begge Pleieforældrene have kastet sin Kjærlighed
