tjente eller opholdt sig ude i Bygden. Et saadant Motiv bliver alligevel lidet sandsynligt, naar man lægger Mærke til Søstrenes fast ubegribelige Uforsigtighed og Ligegyldighed for at skjule sine Forbrydelser.
Blandt dem, der ved denne Leilighed havde en Anelse om noget Ondt, en dunkel Mistanke om Mord, var ogsaa flere af Pigernes nærmeste Frænder. Man hviskede hinanden mistænkelige Ting i Ørene. Men videre kom det ikke.
Det var i 1769, at Masken skulde falde af de to Giftblandersker. Vi finde Anne i dette Aar i Tjeneste hos en Mand i Arendal ved Navn Morten Mauritzen. Alet tjente fremdeles ude i Bygden, men i April vendte hun tilbage til sine Pleieforældre. Den Kone, der havde opdraget hende „næsten fra hendes Moders Bryster“, kunde ikke længere udholde Savnet af sin elskværdige Adoptivdatter. Hun vilde ikke mere skilles fra Slangen, som hun havde næret ved sin Barm. Alet gik nu i sit tredivte Aar og var, uagtet sit fordelagtige Ydre, endnu ikke forlovet. Hun havde nu faaet nok af Cølibatets Behageligheder og havde sat sig i Hovedet, at, hvis hendes Pleiemoder døde, vilde Enkemanden sikkert gifte sig
