Side:Anne og Alet.djvu/41

bredte sig, havde hun talt derom med Alet, som to Gange nægtede sin Misgjerning, men dog tilstod den, da Moderen tredie Gang tilspurgte hende. Datteren havde da vist sig „meget bekymret med Graad og Beklagelse“, men undskyldt sig med, at det var en uimodstaaelig ond Magt, der havde drevet hende til at begaa Mordet, en Undskyldning, hvortil Forbrydere ikke sjelden tage sin Tilflugt. Moderen havde da i sin Smerte yttret, at „hun vilde ønske, at hun aldrig havde født hende eller et saadant Barn til Verden.“ Den sørgelige Hemmelighed havde hun baaret hos sig selv indtil Aftenen før Alets Fængsling, da hun troede at burde aabenbare den for den gamle „ømhjertede“ Fader. Ligeledes havde Vidnet, 3 Uger før Alet blev arresteret, talt med Alf om det verserende Rygte, hvilket denne Mand dog ikke troede. Hun erklærede sluttelig, at hun ikke vidste Noget om, at hendes Døtre, „Anne og Inger“, havde havt Del i Anne Jansdatters, Anne Paulsdatters og, Gunild Carlsdatters Død. Berthe, som blev confronteret med hende, henholdt sig til hvad hun før havde deponeret. Dommeren henvendte sig nu til Alet med indtrængende Anmodning om at bekjende Alt hvad hun vidste om de tre ovennævnte