hører hendes gjentagne kraftige Benægtelse for Retten, naar man efter hendes oprigtige Tilstaaelse af Mordet paa Guri hører hende med Døden for Øinene forsikre om sin Uskyldighed i Henseende til de to bedagede Pigers Hedengang, vaagner Haabet paany om, at hun ikke er gaaet ind i Evigheden med to skjulte Mord paa sin Samvittighed, og man spørger atter: hvad skal man tænke?
Man vil her erindre, at ogsaa Alet under det foregaaende Forhør havde erklæret sig for aldeles uvidende om Anne Paulsdatters og Anne Jansdatters Dødsaarsag.
Da Anne under Examinationen den 22de November adspurgtes med Hensyn tll disse to Kvinder, angav hun Tiden, da de døde i hendes Faders Hus, og hvor hun da opholdt sig, at hun nemlig havde tjent hos Geruld Aslaksen Helle, da den førstnævnte, og været hjemme hos sine Forældre, da den sidstnævnte af de to gamle Fruentimmer afgik ved Døden. Men hun vilde ikke vide Noget om, at de paa en forbrydersk Maade vare tagne af Dage. „Jeg har intet Andet hørt derom“, sagde hun, „end at min Søster Alet nu under Arresten har fortalt mig, at jeg,
