ældres Hus, der den Dag stod tomt; thi Forældrene, der endnu levede, vare flygtede. Her begyndte Anne med klangfuld Røst at istemme en Psalme. Alet lignede mere en Død end en Levende.
Klokken 10 ankom Søstrene til Skafottet, der kun var af ringe Høide, og omkring hvilket Soldater vare opstillede, hvis Bajonetter blinkede i Solskinnet. Tusinder af Tilskuere bedækkede de omgivende Høider. Fra alle Sider hørte man Hulken, og der var visselig faa Øine, som forbleve tørre paa den Dag. Hjertet fordrede sin Ret, og Mange ønskede, at der havde staaet i deres Magt at benaade de Ulykkelige.
Traditionen vil vide, at en ung Mand fremrraadte, da Toget ankom til Retterstedet, og tilbød sig at ægte Anne. Det var nemlig en udbredt Folketro, at en dødsdømt Kvinde var fritagen for Dødsstraffen, naar En vilde ægte hende. Men uagtet Forfatteren har hørt dette af et Øienvidne til Henrettelsen, kan han dog kun anse det for en Opdigtelse, ligesom det smukke Svar, som Anne skal have givet Elskeren:
„Nei, jeg haaber med Guds Hjælp at have faaet en kjærere Brudgom, inden Solen er gaaet ned“.
