Det var et rystende Syn at se de to i Sørgedragt
klædte Piger med de nøgne Arme bedækkede
med brune Mærker efter den gloende Tang og
det udslagne Haar hængende ned over Skuldrene.
Anne udgød Taarestrømme paa Skafottet; Alets
Kræfter vare aldeles udtømte, og hun syntes allerede
halvveis at tilhøre Døden.
Efterat Dommen var oplæst af Fogden, og en Psalme afsunget, holdt Sognepræst Pharo en kort Tale, hvorpaa de to Dødsofre overgaves til Skarpretteren. Endnu engang maatte de føle Tangen, førend Aflivelsen kunde foregaa.
Anne skulde henrettes først. Man bandt hende et sort Tørklæde for Øinene og ledede hende hen til Blokken. Bøddelen fik af Fogden det Paalæg, at han skulde skynde sig med at gjøre en Ende paa sine Offeres Kvaler.
Imidlertid hævede Anne endnu engang sin kraftige Sangstemme og gik Døden imøde med Psalmesang paa Læben, idet hun, ifølge det mundtlige Sagn, istemmede Psalmen:
„Styrk selv, o Gud, min bange Aand,
naar kraftløs segner Fod og Haand,
og hør mig i min sidste Stund,
naar jeg kun stammer, sukker kun“.
