Alet var ogsaa af Middelstørrelse, fin og
spædlemmet. Hendes temmelig blege Ansigt var,
skjønt smukt, ikke indtagende. Hun havde egentlig
ikke hvad man kalder „er godt Ansigt“. Ogsaa
hun havde blaa Øine og et prægtigt Haar af
samme Farve som Søsterens. Alle Efterretninger
stemme iøvrigt overens i, at Anne var den
smukkeste af de to Piger.
Deres Medhjælperske Berthe var lav af Væxt, undersætsig og havde et ufordelagtigt Ydre. Efter at have tilbragt nogle Aar paa Tugthuset i Kristiania, kom hun igjen, uvist hvorledes, paa fri Fod, vendte tilbage til Helle og giftede sig der. Hun døde sammesteds i en høi Alder.
Det vækker ofte nogen Forundring, naar man finder et skjønt Udvortes hos de værste Mennesker. Man vil saa gjerne, at der skal bo „en skjøn Sjæl i et skjønt Legeme“. Men det turde maaske sjeldnere være Tilfældet. Forfatteren af dette lille Arbeide har havt den Ære at vexle nogle Breve med en meget dannet og fremragende Mand i Udlandet. Denne Mand har beskjeftiget sig med Galls og Lavaters phrenologiske og physiognomiske Værker, ifølge hvilke Individets Evner kan læses paa Hovedets benagtige Dele, paa
