Paa dette Sted boede i forrige Aarhundrede
et Par Ægtefolk ved Navn Kristofer Fredriksen
og Marthe Andersdatter. Manden, der eiede et
Stykke matriculeret Jord, var Skibstømmermand
og nød, ligesom sin Hustru, en vis Grad af
medborgerlig Tillid og Agtelse. Det var Folk i
temmelig smaa Kaar. Deres Rigdom bestod i
deres mange Børn. De havde paa den Tid, da
de Begivenheder indtraf, som nu skulle fortælles,
idetmindste en Søn og en hel Række af Døttre,
iblandt hvilke Anne og Alet, Hovedpersonerne
i denne Fortælling.
Anne og Alet have ved sine Ugjerninger og sin tragiske Død erholdt en sørgelig Navnkundighed. De to Søstre vil stedse mindes med Gru og Vemod i den Egn, hvor de fødtes, levede og tilsidst blødede paa Skafottet. Du vækker triste Erindringer, naar du nævner disse to Navne i Forbindelse. Selv den Plet, som drak deres unge Blod, er bleven en Gjenstand for Overtroens Frygt, der hvisker om Gjenfærd, om sortklædte Piger, som vise sig der med det blodige Hoved under Armen i Aandernes Time.
Anne og Alet høre til de mørke Skikkelser, ikke blot fordi man føler en Gysen hver Gang
