Officer, og da Schrøder meldte sig for at begive sig til sin Post og igjen tiltræde sin Tjeneste, blev det ham nægtet, hvorimod han fik Ordre til at forblive i Christiania, uden at nogensomhelst Virksomhed blev ham anvist. Paa hans gjentagne Anmodning om enten at blive gjenindsat i Tjenesten eller, hvis han skulde betragtes som kommanderet, da at nyde de dermed forbundne Emolumenler, saa man sig nødsaget at tilstaa ham disse, for derved dog at give den fortsatte skrigende Uretfærdighed et Skin af Lovlighed. Saavel dette hensigtsløse Ophold i Christiania som Vedkommendes øvrige Adferd gik ellers øiensynlig ud paa, ved idelige Krænkelser enten at nøde Schrøder til at gaa ud af Tjenesten, eller ærgre Livet af ham, og heri deltoge — til liden Ære for dem — høie og lave Militære. Cheferne forbøde deres Subalterne al Omgang med Schrøder, og de fleste føiede sig ogsaa deri. Hæderlige Undtagelser gjorde Lieutenanterne Sevahl og Hansen, der vare de eneste, hvis Deltagelse skjænkede ham nogen Opmuntring. Hans nidkjære Defensor stod ham og bi med Opmuntring og Raad, som vel behøvedes. Efter en Overenskomst mellem Officererne var det vedlaget, at de, naar de gik ham forbi, ei alene ikke hilsede, men endog tilkjendegave deres Ringeagt ved at spytte ad ham. Saaledes hengik en rum Tid, i hvilken man øiensynlig kun lurede paa en Leilighed til paany at anfalde den Ulykkelige, hvis Sind og Legeme ved de mange tilføiede Krenkelser allerede begyndte haardt at lide. Endelig indtraf en Begivenhed, som igjen oplivede Komplottens Haab.
En Dag i August 1819 mødte Schrøder en Lieut. Staib af Artilleriet, som idetmindste forekom Schrøder at gjentage hint Spyttemanøvre, ihvorvel Staib har benegtet at have gjort det idetmindste med nogen for hin fornærmelig Hensigt. Opbragt herover skal Schrøder da med et Spanskrør have givet ham et Rap over Ryggen, hvilket denne dog