om Nationalvelstandens Natur og Aarsager. Under Paavirkning af Jean Baptiste Say have de fleste senere Forfattere defineret den som Læren om de økonomiske Goders Frembringelse (Produktion), Omsætning (Cirkulation), Fordeling (Distribution eller Repartition) og Forbrug (Konsumtion)[1]. Denne Definition er udtømmende. Der gives ingen økonomisk Handling, som ikke lader sig henføre under noget af disse Led i den økonomiske Virksomhed. Taget efter sine Ord, er Definitionen imidlertid for vid; thi den omfatter alle tekniske Fagvidenskaber, Agronomien, Husdyrlæren. Forstvidenskaben. Mekanikens og Chemiens Anvendelser i Kunstfliden. Den tyske Forfatter Hermann[2] rettede paa denne Mangel ved at fremhæve, at Socialøkonomiken alene undersøger det kvantitative Forhold mellem den økonomiske Virksomheds forskjellige Led. Cairnes definerede Videnskaben som Læren om de konstante Forhold mellem disse Led, hvilke han kaldte de økonomiske Phænomener. Mere flydende var Stuart Mills Bestemmelse. Han sagde, at den blot beskjæftiger sig med Menneskenes Motiver til deres økonomiske Virksomhed. Disse Bevæggrunde ere af dobbelt Natur. De ligge dels i Lysten til at erholde et Behov tilfredsstillet, dels i Ulysten til at underkaste sig de Opofrelser, det koster at skaffe sig Midlerne hertil. Dette er Hedonismens Opfatning. Seet fra dette Standpunkt, bliver Socialøkonomiken en Lære om Forholdet mellem de Tilfredsstillelser, den økonomiske Virksomhed skaffer, og de Opofrelser, den koster (Jevons og Walras), eller, med et kort Fagudtryk, Læren om den økonomiske Værdi (Pantaleoni). Heri ligger en Sandhed, som aldrig maa tabes afsyne. Men de økonomiske Værdibegreber ere ikke givne, uforanderlige Størrelser. Glemmes dette under Videnskabens Udvikling, bliver den for abstrakt og fattig. Den kan da nok gjengive den økonomiske Videnskabs store Konturer, ja endog dens fineste Linier, men ikke
Schmoller i Conrads HWB, Artikelen Volkswirtschaft und Wolkswirtschaftslehre, samme Forfatters Allgemeine Volkswirtschaftslehre, Side 2–3 og 75-76. Keynes, The Scope and Method of Political Economy, Kap III, særlig § 5.
