§ 6 De forskjellige økonomiske Kræfter kunne virke i samme Retning (accumulerende) og forstærke da hverandre. Men de kunne ogsaa virke i modsat Retning (neutraliserende) og formindske da hverandres samlede Virkning. Under sidste Forudsætning kunne de i hvert foreliggende Tilfælde være i Ligevægt. Fuldkommen er denne Ligevægt, naar de modsatte økonomiske Kræfter gjensidigen opveie hverandre, saaledes at ingen Forandring indtræder i deres Virkninger og Forholdet mellem dem. En saadan Stabilitet er dog ikke stort mere end tænkelig. Den vil i alle Fald aldrig vare længe. Forholdet mellem de økonomiske Kræfter kan nemlig være et saadant, at en Forandring i hvilkensomhelst af dem med en vis Nødvendighed fremkalder en tilsvarende, men i modsat Retning virkende Forandring i en eller flere af de øvrige, men dog kun med den Følge, at Tilstanden snart igjen falder helt eller nær sammen med den forrige. Ogsaa under denne Forudsætning er der en vis Ligevægt mellem de økonomiske Kræfter, og det siges da, at disse have et normalt eller stabilt Ligevægtspunkt. Men Tilfældet kan være anderledes beskaffent. Vaklende eller instabilt siges Ligevægtspunktet at være naar Ligevægten efter en Gang at have været forstyrret, vanskelig gjenvindes omtrent paa samme Punkt sum før, men først fremkommer paa et nyt, derfra væsentlig forskjelligt[1]. Det økonomiske Ligevægtspunkts Bevægelighed har sin Betydning ikke blot i Læren om Markedsprisen, Grundrenten, Kapitalrenten, Arbeidslønnen, men ogsaa overhovedet i alle økonomiske Kræfters Samspil, saaledes ogsaa i Befolkningslæren Og Finantsvidenskaben.
Her finder Socialøkonomiken et Sidestykke i Mekaniken. Ligheden mellem denne og Socialøkonomiken i sin abstrakteste Skikkelse er stor. Det er derfor blevet sagt, at Socialøkonomiken kun er Selvinteressens og Nyttens Mekanik[2], eller at den er Mekanik anvendt paa de sociale Rigdommes Lige-
