Side:Astrup - Blandt Nordpolens Naboer.djvu/102

Denne siden er korrekturlest


I et par dage forblev nu Akpallia i ro og mag ved Kap York-koloniens kjødgryder, og herunder blev det aftalt, at to af stedets jægere skulde slaa følge med ham paa den forestaaende jagt. Den ene af disse var kun en halvvoksen gut, og hvorfor han egentlig kom med, var nok, fordi han var eier af et veritabelt gevær. Dette havde han tiltusket sig af en af mandskabet paa en engelsk hvalfanger for et betydeligt kvantum elfenben, hvilken handel han i høi grad syntes at være tilfreds over. Rigtignok havde han for tiden kun to ladninger krudt tilbage samt intet bly til kugler, hvorfor han maatte nøie sig med smaasten, og vistnok var ogsaa bøsseløbets længde ved en explosion bleven forkortet til en halv meter; men ikke desto mindre var og blev dog geværet med sine feil og mangler et særdeles frygtindjagende vaaben, der satte dets unge eiermand i en respekt blandt hans kamerater, som om han allerede skulde have nedlagt et dusin bjørne.

Da de tre jægere omsider drog afsted fra Kap York, raadede de over tilsammen 15 hunde samt tre gode slæder. To dage hengik, uden at de saa noget tegn til, hvad de søgte. De var da saa langt ude paa isvidderne, at kun en let, blaalig stribe mod nord forkyndte om landets nærværelse. Om morgenen den tredie dag kom de endelig op i friske bjørnespor. Man kan kun daarlig gjøre sig en idé om, hvilken ophidsende virkning en begivenhed som denne har paa eskimoerne, disse ivrige jagtens dyrkere, og deres rovlystne hunde, naar man ikke personlig har havt anledning til at iagttage dem under saadanne omstændigheder. Hundene strammer utaalmodig i sine