ene forlab tungt paa hans venstre overarm. Han opbyder overnaturlige kræfter for at komme løs, hyler op imod dens vældige gab for at skræmme den og slaar den i ophidselsen med knytnæven i brystet. Men løs kan han ikke komme, dertil har dens klør allerede trængt sig for dybt ind i hans kjød. Naar bjørnen alligevel ikke i øieblikket tilføier eskimoen nogen yderligere skade, saa er det alene fordi den nu har faaet andet at bestille. Thi ikke før saa hundene sin herre styrte til marken og trues med at knuses under den mægtige modstanders poter, førend disse trofaste dyr dumdristig styrter sig ind over bjørnens krop, angribende den som rasende tigerkatte. De to ældste i flokken, et par prægtige, fuldstændig ulvelignende dyr, som har fulgt sin herre i saa mangen en haard dyst, viger ikke fra hans nærhed, men angriber bjørnen ret i fronten, ja den ene glæfser endog gjentagende efter poten, der holder den indfødte presset mod den hvide sne. Men bjørnen slipper ikke sit tag. Snart opnaar den ved en hastig manøvre at slaa den ene af sine to værste angribere isvime. Situationen, der før var farlig nok, begynder nu at blive fortvilet. Men ikke nok hermed, en ny bjørn dukker op bag et isbjerg i nærheden og nærmer sig i fuldt sprang. Nok en hund ligger snart blødende paa sneen, og alt haab synes nu at være ude for Akpallia’s redning.
Da skjærer i pilsnar fart to lette kjøretøier frem bag det samme istîeld, hvor den sidste bjørn netop var kommen tilsyne. Det er Akpallia’s kamerater. De hyler vildt ved synet af sin truede ven, der halvt bevidstløs svarer med stærke og fortvilede nødraab.
