stammen og specielt til at hæve sin anseelse hos sin forlængst udkaarne — svigermoder.
Neppe havde hans tre hunde, efter at være løsskaarne fra slæden, naaet hen til bjørnen, førend denne med sine skarpe klør klavrede sig op paa det lille bratte isbjerg, hvorhen hverken Kolotengva eller hans hunde i øieblikket kunde følge ham. Men den unge jæger blev ikke staaende raadløs. Han huskede paa, at han paa slæden havde taget med sig sin bue og de faa pile, han eiede, i den tanke, at han muligens under reisen langs kysten kunde træffe rensdyr, og nu plantede han derfor skyndsomt sin landse i en snefane og skyndte sig afsted for at hente det omtalte vaaben. I en haandvending var han tilbage, standsede, tog sigte, idet han spændte buen saa langt, som pilens længde paa nogen maade vilde tillade, og snart gjorde bjørnen et rasende spring forover, truffet i brystet af det skrøbelige redskab. Saaret var dog langtfra dybt nok til at være farligt, det gjorde blot bjørnen ophidset ved den smerte, det forvoldte. Ved det andet skud blev den end mere rasende, den knækkede pilene i smaastykker med sin pote og brølede ved synet af sit eget blod. Den tredie pil var den sidste. Den traf bjørnen i skulderen for næsten i samme øieblik at blive omsluttet af dyrets tænder, revet ud af saaret og slængt langt ud i luften, forbi det sted, hvor Kolotengwa stod. Med rask behændighed greb han den atter fat, men den var brukken paa to steder og hang blot sammen ved de omviklede sener. Atter at surre den sammen var et øiebliks sag, og for fjerde gang tog han sigte og traf. Bjørnens
