andre vinke hemmelighedsfuldt ned til ham deroppe paa den mørke hvælving. De har hver især sit eget navn paa hans indfødte tungemaal. Jo, nu er det paatide at tørne ud; naar den store blaalige stjerne der staar ret over Kieti, kolonien paa den fjerne spøgelsesagtige ø i syd, med sine mørke fjeldvægge og snehvide kupler og forhæng, da er ingen tid at spilde.
Klokken er omtrent 5 om morgenen efter vor maade at angive tiden paa. Udenfor de smaa hytter, gjennem hvis lave halvrunde udgange tranlamperne indenfor kaster et svagt lysskjær ud over de nærmeste snefaner, sees mørke skikkelser at færdes omkring mellem utydelige slæder og grupper af hunde. Dæmpede mandsstemmer og halvvoksne gutters spædere røster blander sig med ulvelignende hyl fra hundene, der ivrig benytter tiden til at slaas nu, mens det endnu er tid, førend dagværket begynder. En mand raaber noget i en af hytternes nærhed, en stemme høres dæmpet inde fra snehvælvingen. Snart kommer en liden krabbe af en gut tilsyne i døraabningen, krybende med hovedet først og med den ene haand forsigtig hævet foran sig. Thi han holder med den, spiddet til et Sælribben, en liden torvdot, dryppende af tran, der brænder lystigt spragende, sendende forræderske tunger bort mod hans bustede hoved. Han skal lyse for far sin, han stakkar, saa liden han er, mens denne paa en af hundenes sæletøier løser en knude, som han tilsidst havde maattet opgive at klare i mørket. Gutten er neppe halvt paaklædt i den raakolde vintermorgen, og snoen staar skarp ned fra fjeldskaret bag hytterne. Votter har han
