sjelden nogen skjød i hele sin længde, idet den nemlig erholdes ved spiralformigt at opskjære et bredt sammenhængende stykke af dyrets skind, saaledes som det endnu var, da det omspændte dets svære krop.
Da hvalrossen har et overmaade tykt og seigt skind, støder den indfødte helst vaabenet ind i dyrets legeme direkte med den høire haand — istedetfor at kaste det —, medens linen holdes omhyggelig opkveilet i den venstre. Selve landsen napper han atter ud, harpunspidsen derimod bliver paa grund af sin særegne form siddende igjen paatvers i dyrets kjød.
Saasnart det rammede dyr forsvinder i dybet, gjælder det i en fart at hindre det fra at løbe afsted med hele redskaben. Thi ligeoverfor en hvalros nytter det kun lidet, at jægeren stoler paa sin egen fysiske styrke. Landsens jernpig planter han med et kraftigt stød i isen, og omkring den gjør han længst nede en hastig tørn eller to med linen. Knæet og den ene skulder stemmes nu imod det solide skaft, hvorefter han spændt afventer, at linen skal strammes. Saa svinder alle dens krøl og bugtninger langsomt og efterhaanden, og den ligger der, spændt og dirrende som en buestreng, langs isens overflade.
Glipper i det øieblik jernpiggen, eller brister isen. hvor den er rammet ned, gaar som oftest byttet tabt sammen med harpunen og fangremmen, medmindre det lykkes ham i farten at faa fæstet linen paanyt. Men som den resterende del af den opkveilede fangrem rives bortover, kan det nok ogsaa hænde, at
