20 aar siden, da den allerede i et tidligere kapitel (se side 34) omtalte lille skare af indfødte, der havde overlevet den for deres talrige reisefæller saa skjæbnesvangre hungersnød, naaede den grønlandske kyst over Smiths sund, at forfærdigelsen af kajakker blev indført inden stammen. Deres kajakker har derfor ogsaa den samme egne form som de, der benyttes paa den amerikanske side af Baffinsbugten. Af større skindbaade, de saakaldte omiakker eller konebaade, findes der for tiden ingen i disse egne, om end de indfødte ingenlunde længer savner kjendskab til brugen og bygningen af den slags baade.
To af den lille stammes læremestre paa baadbygningens omraade, de nu temmelig ærværdige familiefædre Kommonapek og Mektaschá lever den dag idag og kan endnu med bevæget stemme berette om, hvorledes de udhungrede og næsten tomhændede omsider naaede en ukjendt stamme paa de grønlandske kyster, et godmodigt folk, der ikke nølede med at betragte dem som sine egne, og — kan jeg tilføie — blandt hvilket de senere ved sine medbragte kundskaber om et sydligere folkefærds rigere kultur har kunnet virke til stort og varigt gavn.
Af hvad jeg ovenfor har sagt om kajakkens forholdsvis nylige indførelse blandt innuitterne i Nord-Grønland, vil man forstaa, at disse mennesker paa langt nær besidder den færdighed i brugen af dette redskab, som deres sydligere brødre gjennem aarhundredets øvelse har opnaaet. Heller ikke har deres baade den samme nette og elegante form som disse sidstes og er derfor blandt andet mere stabile og mindre farlige at manøvrere. Alligevel maa man
